Obersten der mistede sin barnetro

Den nordkoreanske oberst Kim Jong-Ryul har levet mere end 15 år i skjul i Østrig. Nu træder han frem og fortæller i en ny bog om livet i det lukkede land, der får Burma til at ligne et lykkeligt demokrati.

Et skønmaleri forestillende Nordkoreas leder, Kim Jong Il, vises frem til den 5. sept. i Wien. Billedet er et af i alt 16 portrætter af Kim og hans far i udstillingen »Kim Il Sungs blomster«, som siges at være den første, der vises i udlandet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Joe Klamar/AFP
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er næppe noget land i verden, der har samme skrækfaktor som Nordkorea. Burma, Cuba, Hviderusland og andre diktaturer fremstår som demokratiske lykkelande i forhold til Kim Jong-ils rædselsrepublik, hvor mindst en million mennesker døde af sult i begyndelsen af 1990erne, hvor der stadig ikke er en fungerende fødevareforsyning for den brede befolkning, og ethvert værelse skal have mindst ét billede af den lille, runde hersker på væggen.

De senere år har bragt en lind strøm af flygtninge ud af landet, som skulle være hermetisk lukket, men langs Kina er der en grænse, der med mod og held kan overvindes. Sidste år søgte ni nordkoreanere tilflugt i den danske ambassade i Vietnam, hvorfra de efter nogle uger kunne tage til Sydkorea. De fleste nordkoreanske flygtninge er almindelige mennesker, mange kvinder ender som prostituerede i Kina. Enkelte fortæller deres historie, de fleste foretrækker anonymiteten, bl.a. for ikke at skade deres tilbageblevne familier. På den baggrund er en lille bog, udkommet i Østrig, interessant. Her giver en ganske højtstående afhopper, den tidligere oberst Kim Jong-ryul, for første gang slip på sig selv, oplyser om de forfærdelige tilstande nord for den 38. breddegrad (som udgør grænsen mod Sydkorea) og røber enkeltheder om livet i den stalinistiske overhalingsbane. Kim havde, hvad der er få nordkoreanere forundt, jævnlig, direkte kontakt med såvel den nuværende leder som dennes far og forgænger, Kim Jong-il, færdedes i deres paladser og kørte i deres store biler.

KIM JONG-RYUL VALGTE et så usandsynligt sted som Bratislava, den slovakiske hovedstad, til sin forsvinden. Det var 1994, og det med at forsvinde skal tages bogstaveligt. Han var væk de næste 15 år, hvor han levede som en såkaldt ubåd uden for Wien. Ubåde er en østrigsk betegnelse for de jøder, der overlevede Anden Verdenskrig ved at gå under jorden. Han er ikke registreret som flygtning, ikke tilmeldt folkeregistret og har ingen venner. Det nærmeste, han kommer en omgangskreds, er et ægtepar, som driver en kiosk, hvor han tipper en gang om ugen. Havde Hans Scherfig levet og ikke været en overbevist kommunist, kunne han have skrevet en roman om dette liv.

Men Kim Jong-ryul er virkelighed, og han er fortsat i skjul, nu 75 år og med de fysiske skavanker, som alderen bringer. Han har imidlertid valgt at fortælle bogens to forfattere om sin tilværelse, og hvad der fik ham til at forlade de privilegerede forhold i Pyongyang. Kim havde været i Bratislava, fordi han som chefindkøber af forbudt udstyr og vestlige forbrugsgoder til regentfamilien, skulle flyve hjem i en nordkoreansk Iljusjin-maskine, med varerne om bord. Han stak af umiddelbart inden afgang, skyndte sig over grænsen til Østrig med sit diplomatpas og låste sig ind i en lille lejlighed, han havde forberedt til formålet. Han havde planlagt projektet længe. Forsvindingsnummeret var vigtigt dels for at beskytte sig selv – nordkoreanske agenter har engang hjembragt en flygtet landsmand i gips fra top til tå, angiveligt efter et trafikuheld – og dels familien.

En stor del af de op til 200.000 indsatte i Nordkoreas koncentrationslejre er forældre, børn, onkler, tanter og ægtefæller til folk, der efter regimets synspunkt har trådt ved siden af. Regimet skal tro, at han er blevet offer for en ulykke. Afhopperens store held er, at han kan glimrende tysk, lært under maskiningeniørstudier i DDR i 1950erne. Østtyskland var med nordkoreanske øjne et paradis dengang, der var nok at spise og nærmest frie forhold sammenlignet med hjemlandet. Kim fremstiller ikke sig selv som en mangeårig systemkritiker, tværtimod, han troede på apparatet, der havde gjort det muligt for ham, en fattig bondesøn, at gå på universitetet og blive sendt til Europa for at lære mere. Han gik ind for lighed og broderskab og flygtede ikke, som mange studiekammerater, til Vesttyskland, hvilket var nemt inden bygningen af Muren 1961.

DET ER – og lad det være en lærestreg for alle totalitære styrer – regimet selv, der sørger for, at obersten mister barnetroen. Han er ikke militærmand som sådan, han har fået uniformen, fordi man ikke gælder som pålidelig, medmindre man er officer og medlem af kommunistpartiet. Kim er begge dele, så alt skulle være i den skønneste orden, men rækken af absurde hændelser er ved at være for lang til, at han kan vise styret loyalitet. Det begynder med en abrupt hjemsendelse fra DDR 1962, fordi nordkoreanerne frygter uheldig indflydelse fra den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov, som har lettet lidt på låget i Moskva.

Den lille smule frihed er farlig, de studerende fragtes til Pyongyang med minutters varsel og udsættes for ugers hjernevask. Derefter sendes Kim til en kemifabrik nord for hovedstaden, hvor han skal trylle tekniske mirakler ud af intet og bor under de kummerligste forhold. Der er ingen varme, og de fleste lever på sultegrænsen. Fabrikken fremstiller kanonrør, hertil bruges sojaolie, og for at sikre, at de desperate arbejdere ikke stjæler den til primitiv madlavning, blandes der gift i væsken. Kims første kontakt med Nordkoreas parallelverden finder sted ved det superhemmelige Projekt 63, en af præsidentfamiliens underjordiske paladser 30 kilometer fra Pyongyang. Krystallysekroner er anbragt i loftet, silketapeter på væggene, eksklusive møbler fra hele verden poleres ustandselig af tjenerskabet. Kim og andre ingeniører skal anbringe en ventillås til sikring af luften for diktatoren og hans følge i en atomkrig.

Men det bedste er, at de under opholdet bespises af statschefens personlige kokke. Der mangler ikke noget, og Kim får retter af råvarer, han ikke anede eksisterede. Nogle år senere, i 1980, beordrer Kim Jong-il, som endnu er kronprins, teknikeren til sit kontor i midten af Pyongyang. En rulletrappe fører direkte fra kontoret 60 meter nedad. Yderligere to rulletrapper leder til et tunnelanlæg 200 meter under jorden og videre til en 20 kilometer lang gade, også under hovedstaden, så arvtageren kan flygte i tilfælde af krig. Kim Jong-il viser Kim Jong-ryul det hele, under største tavshedspligt. Førstnævnte ønsker, at sidstnævnte finder vestlige elbiler, som kan klare den underjordiske transport, så passagererne ikke bliver syge af benzin- eller dieseludstødning.

INGENIØREN MAKKER RET, han er på det tidspunkt tilknyttet præsidentens eskorteafdeling, der er et helt lille ministerium, som bl.a. passer far og søns omkring tusind luksusbiler af vestligt fabrikat. Mercedes er favoritmærket, Kim sendes adskillige gange til Tyskland med nordkoreanske mekanikere, som skal på kursus for at lære at reparere køretøjerne. Nogle gange kræver diktatorerne ændringer udført i løbet af en nat, f.eks. en seng i en Mercedes Pullman. Kim Jong-il beordrer også en nordkoreansk kopi af Mercedes 200; bilen kan knapt hænge sammen, hverken far eller søn tør køre i den, men ledende kadrer – højtstående partimedlemmer – får et eksemplar hver. Ingen tør sige nej, det er et ord, der ikke eksisterer i Nordkorea, forstår man.

Tyskkendskaberne betyder, at Kim Jong-ryul lidt efter lidt overtager jobbet som indkøber af forbudt teknologi og luksusvarer i Tyskland og især i Østrig. Østrigske mellemhandlere er eksperter i at omgå embargobestemmelser, så Kim fragter halvmilitært udstyr og apparater til afsløring af flygtende til Pyongyang uden problemer. Nordkoreas katastrofale økonomi – efterhånden er en af landets væsentligste indtægtskilder narkohandel – betyder, at vestlige forretningspartnere kræver kontant betaling.

Det giver til gengæld tre procents rabat, som Kim den sidste tid stikker i egen lomme. Da handlerne ofte er på hundredtusindvis af dollar er det pæne beløb, der kommer sammen. De muliggør hans overlevelse efter afhopningen, indtil i dag. Han bruger 3,50 euro (26,25 kr.) til fødevarer dagligt. Et østrigsk kørekort, erhvervet i hemmelighed under et officielt ophold 1982, giver ham den nødvendige legitimation hos lægen, på posthuset og andetsteds. Bogen er, om end lidt lang i spyttet visse steder, rystende læsning, fordi den uden falbelader fortæller om livet i Nordkorea til og med Murens fald, såvel for priviligerede som den jævne befolkning. Man får også at vide, at Verden »lader sig afpresse og føre rundt ved næsen« af Kim Jong-il. »Man ofrer menneskerettighederne for atomvåbensagen«, hedder det. Kim Jong-ryul fortæller ikke, hvorfor han åbenbart ikke længere frygter for familiens liv, siden han fortæller sin historie med navn og billede. Det er næppe det sidste mysterium omkring Nordkorea.

Ingrid Steiner-Gashi og Dardan Gashi: »Im Dienst des Diktators. Leben und Flucht eines nordkoreanischen Agenten«. Verlag Carl Ueberreuter, Wien. 207 sider, 19,95 euro.