Obduktionsrapport: Jeffrey Epstein begik selvmord

Jeffrey Epstein stod til op mod 45 års fængsel, men han endte sine dage i sin celle inden en retssag.

New York. Den amerikanske milliardær Jeffrey Epsteins dødsårsag er nu slået fast. Han begik selvmord.

Det viser en obduktionsrapport fredag, skriver nyhedsbureauet AP.

Ifølge obduktionsrapporten hængte den 66-årige Epstein sig selv i sin fængselscelle. Han blev fundet død omkring klokken 07.30 lørdag morgen lokal tid.

Epstein sad i Manhattan Correctional Center og var anklaget for menneskehandel og overgreb mod adskillige mindreårige piger. Han risikerede op til 45 års fængsel.

I sidste måned blev Epstein fundet halvt bevidstløs i en detention i New York efter et selvmordsforsøg, og han blev derfor efterfølgende overvåget.

Hvordan han alligevel bar sig ad med at tage sit eget liv vides ikke. En anonym fængselsvagt peger på, at på grund af underbemanding i fængslet var der ingen vagter på dødsnatten.

/ritzau/