»Obamacare er en uligheds-Godzilla«

Det er den amerikanske regering selv, der skaber uligheden i USA, blandt andet med indførelsen af Obamacare. Sådan lyder det fra Tea Party-bevægelsen som reaktion på Obamas State of the Union-tale.

ARKIVFOTO. Mike Lee. Fold sammen
Læs mere
Foto: CHIP SOMODEVILLA
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

USA: Natten til onsdag holdt præsident Barack Obama sin årlige State of the Union-tale til det amerikanske folk, hvor han blandt andet slog fast, at han vil arbejde for at hæve mindstelønnen for at mindske uligheden.

Det giver den konservative Tea Party-bevægelse på højrefløjen i Det Republikanske Parti dog ikke meget for. Den mener nemlig, at den amerikanske regering selv skaber uligheden i det amerikanske samfund, blandt andet da sundhedsreformen Obamacare blev indført.

»Obamacare er - helt af sig selv - en uligheds-Godzilla, som har frarøvet arbejdende familier deres forsikring, deres læger, deres løn og deres job. Mange amerikanere kan nu se, hvorfor nogle af os kæmpede så hårdt for at stoppe denne katastrofe de sidste fire år,« siger Mike Lee, republikansk senator fra Utah, til CNN.

Han peger på, at ud over Obamacare er regeringens overvågning, abortspørgsmålet og regeringens skiftende love uden Kongressens godkendelse emner, som ansporer ulighed blandt »hårdtarbejdende, lovlydige« amerikanere.

Som kommentar til præsident Obamas State of the Union-tale siger Mike Lee, at uligheden hovedsageligt stammer fra tre problemer, nemlig ubevægelighed blandt de fattige, usikkerhed i middelklassen og kammerateri i den føderale regering.

»Regeringsdrevet ulighed er grunden til, at hårdtarbejdende familier i hele landet kæmper for at få enderne til at mødes, seks ud af de ti rigeste amter er nu forstæder til Washington DC,« siger Mike Lee.

Det republikanske medlem af Kongressen Cathy McMorris Rodgers mener ikke, at Obamas løfter i talen vil løse USAs problemer.

»Vi håber, at præsidenten vil slutte sig til os i et år med reel handling ved at give befolkningen styrke og ikke gøre folks liv sværere med hidtil usete udgifter, højere skatter og færre job,« siger McMorris Rodgers i en Youtube-video.

»Som republikanere rykker vi på disse planer hver dag, fordi vi tror på et styre, der stoler på befolkningen og ikke sætter grænser for, hvor du ender, ud fra hvor du startede,« tilføjer hun.