Obama vil være demokraternes præsidentkandidat

Den populære senator Barack Obama meddelte tirsdag at han stiller op i kampen om at blive demokraternes præsidentkandidat ved valget i USA i 2008.

Den karismatiske senator Barack Obama kastede sig tirsdag ind i kampen om at blive Det Demokratiske Partis præsidentkandidat ved næste års valg i USA.

Hvis han vinder over partiets øvrige kandidater, kan han gå hen og blive den første sorte præsident i USA's historie.

- Vi må ændre vores politik og stå sammen om vores fælles interesser og bekymringer som amerikanere, sagde Obama i den videomeddelelse, hvori han meddeler sit kandidatur.

Den 45-årige Obama er den femte demokrat, der melder sig på banen som en mulig efterfølger til præsident George W. Bush.

Det ventes, at tidligere førstedame og nuværende senator Hillary Clinton vil være blandt de øvrige kandidater.

/ritzau/