Obama: Trump forstår ikke verdenspolitik

Washington: USA's præsident, Barack Obama, betvivler den republikanske præsidentkandidat Donald Trumps egnethed som afløser i Det Hvide Hus.

Det sker efter udtalelser fra Trump om, at USA og dets allierede skal opgive årtiers tilbageholdenhed med at anvende kernevåben.

- Vi ønsker ikke en eller anden i Det Ovale Kontor, som ikke forstår, hvor vigtigt det her er, sagde Obama på et pressemøde efter afslutningen fredag på det internationale topmøde i Washington om atomsikkerhed.

Trumps udtalelser afspejler en person, der "ikke ved ret meget om udenrigspolitik eller atompolitik eller den koreanske halvø eller verden som sådan", mente Obama.

/ritzau/