Obama: Stop »omvendelse« af homoseksuelle unge

Det er ikke forkert at være homoseksuel eller transseksuel, og derfor skal forældre ikke forsøge at »omvende« deres børn gennem konverteringsterapi, lyder budskabet fra den amerikanske præsident.

Foto: MANDEL NGAN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

USA: I december sidste år valgte den 17-årige Leelah Alcorn at ende sit unge liv ved at kaste sig ud foran en lastbil på en amerikansk motorvej. Forud var den unge teenager af sine forældre blevet sendt til kristen konverteringsterapi for at få Leelah Alcorn fra idéen om, at hun var en pige fanget i en drengekrop.

Kort efter blev Leelah Alcorn, født Joshua Ryan Alcorn, til et kønspolitisk symbol, et internetfænomen og et politisk stridspunkt. Og nu skrider præsident Barack Obama også ind i sagen. Han vil ifølge The New York Times i denne uge kræve en stopper for den slags »behandlinger«, der har til formål at »reparere« homoseksuelle og transseksuelle.

»Vi deler jeres bekymring over (behandlingernes, red.) potentielt ødelæggende virkninger for transkønnede, bøsser, lesbiske, biseksuelle og transseksuelle,« lyder det fra Obamas seniorrådgiver Valerie Jarret i en erklæring, som The New York Times er i besiddelse af.

»Som en del af vores engagement i at beskytte den amerikanske ungdom vil denne administration støtte bestræbelser på at forbyde anvendelsen af konverteringsterapi for mindreårige,« lyder det yderligere.

Hvordan det mere konkret skal ske er endnu uklart. Seniorrådgiveren tilføjer til The New York Times, at præsident Obama er meget rørt over Leelah Alcorns skæbne, men at problemet strækker sig langt ud over det ene tilfælde.

»Det her er ikke én ung persons historie. Det er historien om utallige unge personer, der har været udsat for dette,« siger hun til avisen.

Barack Obama begyndte sin politiske karriere med at være modstander af homoseksuelle ægteskaber, som han sidenhen er begyndt at støtte - ligesom han har været fortaler for en række andre rettigheder til homoseksuelle.