Obama sønderknust efter skyderi i lufthavn

Barack Obama vil endnu ikke spekulere i, hvad motivet bag fredagens skyderi i Fort Lauderdale har været. Reuters/Andrew Innerarity Fold sammen
Læs mere

USA's præsident, Barack Obama, mener, at det er for tidligt at drage konklusioner efter skyderiet i lufthavnen i Fort Lauderdale, hvor fem mennesker mistede livet.

- Jeg vil ikke kommentere det ud over at sige, at vi er sønderknust med tanke på familierne, som er blevet ramt, sagde Barack Obama lørdag.

- Sådanne tragedier har der været alt for mange af, i de år jeg har været præsident, tilføjede han.

Obama understregede, at han ikke vil spekulere i motivet bag ugerningen, eller om der er tale om et terrorangreb.

- I løbet af det næste døgn tror jeg, at vi får at vide præcist, hvad der er sket, og hvilke motiver denne person har haft.

/ritzau/NTB