Obama sender 300 specialstyrker til Irak

USA forbereder sig på en konfrontation både politisk og militært i Irak.

Præsident Barack Obama talte om situationen i Irak torsdag aften. Fold sammen
Læs mere
Foto: MANDEL NGAN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WASHINGTON: USA er på vej tilbage til Irak. Den amerikanske præsident, Barack Obama, er tvunget til at sende 300 specialstyrker tilbage til Irak for at indhente informationer om terrorbevægelsen ISIS' bevægelser for senere eventuelt at kunne rette et luftangreb mod disse enheder.

Dermed er USA langsomt, på vej tilbage til Irak igen, selv om Obama siden sit valg i 2008 har forsøgt at holde USA ude af nye krige i Mellemøsten. De sidste amerikanske kampstyrker forlod Irak i 2011.

De fleste er kritiske over for beslutningen, enten fordi at det er for få styrker, eller fordi Obama dermed har brudt et af sine hellige principper- ikke længere aktive soldater på landjorden i Mellemøsten.

Ganske vist er 300 specialstyrke-soldater ikke mange. Og de hedder "rådgivere" og ikke "kampsoldater". Men de har mandat til at være i frontlinjen, og de har mandat til at forsvare sig, hvis de bliver angrebet.

De 300 skal primært placeres i irakiske militære hovedkvarterer i Bagdad og i den nordlige del af landet, men skal aktivt indsamle efterretninger om egnede mål for amerikansk kampfly, droner eller missiler.

Dette er med til at sende en ny byge af kritik mod præsidenten, fordi de fleste tvivler på, at 300 personer er nok i den nuværende situation til at indsamle pålidelig oplysninger om ISIS bevægelser og mulige mål. Og Pentagon har da allerede også antydet, at de 300 personer skal bakkes op af helikoptere, redningsstyrker og en massiv enhed, der kan komme dem til undsætning, hvis de for alvor kommer i problemer.

Hvor de skal stationeres, vides ikke endnu. Men kritikere siger, at USA er på vej tilbage i Irak, mens Det Hvide Hus fastholder, at rådgiverne ikke er soldater i frontlinjen og ikke skal deltage i regulær kamp, og at USA ikke vil sende kampsoldater tilbage til Irak.

Det store spørgsmål er stadig, hvad Obama vil gøre med den irakiske premierminister, Nouri al-Maliki, som USA beskylder for at have forårsaget den nuværende situation. Obama har offentligt være særdeles kritisk over for den shiamuslimske premierminister, som han mener har ført en politik, der har sendt landets sunnimuslimer i armene på ISIS.

USA lader ikke officielt forstå, at de ønsker Maliki fjernet. Men nøjes med at antyde det gennem kilder, der fodrer de amerikanske medier med Obamas inderste tanker.

Obama understregede på sin pressekonference, at det ikke er USAs opgave at rådgive andre om interne problemer, men han understregede dog, at det er i USAs interesse, at en regering i Irak har en "inkluderende dagsorden". Sagt med andre ord til Maliki. Få gang i forhandlingerne og få nedsat en regering, der bredt repræsenterer de mange grupperinger, der er i Irak.

Obama anvendte på en pressekonference torsdag flere gange udtrykket, at det er i USAs "nationale interesse" at få standset ISIS, og det er et tegn på, at USA vil involvere sig mere i Irak. Foreløbig er amerikanske fly og droner angiveligt på vingerne over Irak for at få et overblik over situationen.

De bliver altså fulgt op af rådgivere. Og derefter vil der blive truffet en beslutning om, hvorvidt fly, kampdroner og missiler skal tages i anvendelse og bombe ISIS mål.