Obama rækker ud til demonstranter: »Sådan kan dette blive et øjeblik for ægte forandring«

Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama har skrevet et indlæg til USAs demonstranter, der protesterer mod racisme og politivold mod sorte.

USAs tidligere præsident, Barack Obama, støtter de fredelige demonstranter, som den seneste uges tid har protesteret mod politivold mod sorte. Han opfordrer dem til at stemme ved det kommende valg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rhona Wise/AFP/Ritzau Scanpix

Mens præsident Donald Trump har vist sig klar til at tage hårde midler i brug mod den bølge af protester, der i den seneste uge har spredt sig tværs over USA, har hans forgænger nu rakt ud til demonstranterne.

I et indlæg, som Barack Obama har skrevet hos Medium, roser han de fredelige demonstranter, som i den forgangne uge har protesteret mod systemisk racisme og politivold mod sorte på tværs af USA.

I indlægget skriver han, at »dette kan blive et øjeblik for ægte forandring«, og opfordrer vælgerne til ikke at opgive det demokratiske system, men derimod bruge deres stemmer til at bane vej for fremskridt.

Selv om protesterne mod politivold begyndte i Minneapolis, hvor den 46-årige George Floyd døde under en anholdelse, har demonstranter også indtaget gaderne flere andre steder i USA. I New York voksede protesterne mod politivold sig også store i weekenden, hvilket kan ses her. Det har fået byens borgmester, Bill de Blasio, til at udstede et udgangsforbud fra klokken 23 til 5 om morgenen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix.

Protesterne er brudt ud, efter at 46-årige George Floyd, som er sort, i sidste uge døde i Minneapolis. Han blev anholdt og lå i håndjern på asfalten, mens en hvid politibetjent pressede sit knæ ned i hans nakke. I mindst otte minutter holdt politibetjenten knæet i nakken på Floyd, selv om han flere gange sagde, at han ikke kunne få vejret. En uafhængig obduktionsrapport har siden vist, at Floyd døde af kvælning.

Han er langtfra det eneste sorte offer for politivold i de seneste år, og derfor marcherer demonstranterne landet over heller ikke længere kun for at få de fire betjente, der arresterede ham, anholdt.

Deres protest gælder også andre sorte ofre for politivold, heriblandt 26-årige Breonna Taylor, som blev skudt otte gange, da politiet i marts mødte op ved hendes dør for at gennemsøge hendes hjem for stoffer (de fandt ingen), og Tony McDade, en transkønnet mand, som blev skudt af politiet i Florida i sidste uge.

I Denver i Colorado samledes en kæmpemæssig gruppe af demonstranter foran politiets hovedkvarter for at knæle og holde flere minutters stilhed for George Floyd. At knæle blev et protestsymbol for Black Lives Matter-bevægelsen, efter at NFL-spilleren Colin Kaepernick ved flere kampe nægtede at rejse sig, mens nationalsangen spillede, og i stedet blev siddende på ét knæ – i protest mod netop politivold mod sorte amerikanere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alyson Mcclaran/Reuters/Ritzau Scanpix.

I flere byer har protesterne ført til voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter, og i Minneapolis er der blevet sat ild til bygninger, og butikker er blevet plyndret. Obama fordømmer i sit indlæg den form for optøjer:

»Der er overvældende flest demonstranter, som har været fredelige, modige, ansvarlige og inspirerende. De fortjener vores respekt og støtte, ikke fordømmelse,« skriver Obama i indlægget:

»På den anden side sætter den lille minoritet af folk, som har tyet til vold i forskellige former, uanset om det kommer af oprigtig vrede eller simpel opportunisme, uskyldige mennesker i fare.«

Han skriver i indlægget, at han håber, at demonstrationerne kan føre til »fredelig, vedvarende og effektiv handling«, som på sigt kan forhindre flere dødsfald som George Floyds. Men det kræver, at der også sættes politisk ind.

»Jeg har hørt nogle sige, at det problem, vi har med racebias i vores retssystem, kun beviser, hvordan protester og direkte handling er det eneste, der kan skabe forandring, og at det at stemme og deltage i politik er spild af tid,« skriver Barack Obama:

»Jeg kunne ikke være mere uenig.«

Fredelige demonstranter blev tvunget væk fra en kirke nær Det Hvide Hus mandag, da Donald Trump skulle have taget et billede der. Fold sammen
Læs mere
Foto: Stringer/AFP/Ritzau Scanpix.

Før en forandring kan manifestere sig i lovændringer og ny institutionel praksis, skriver han, skal de stemmes igennem – og det bliver de kun, hvis folket stemmer personer ind i Kongressen, som vil arbejde for det, mener han.

Præsident Donald Trump opfordrede mandag morgen en gruppe guvernører fra hele landet til at slå langt hårdere ned på protesterne. Han kritiserede dem for at have været for svage i deres håndtering af protesterne indtil nu.

Mandag aften holdt præsident Trump i øvrigt sin første tale om protesterne, der har bredt sig i USA den seneste uge, og påberåbte sig blandt andet opstandelsesloven fra 1807, der giver en præsident mulighed for at indsætte det amerikanske militær for at undertrykke civil ulydighed.

Samtidig fjernede betjente foran Det Hvide Hus fredelige demonstranter med tåregas og gummikugler, så præsidenten efter sin tale kunne få en særlig fotomulighed ved den kirke, hvor demonstranterne havde været samlet.

Under sin tale understregede præsidenten ellers, at han er en »allieret med alle fredelige protesterende«, og lovede, at han vil beskytte dem. Voldelige demonstranter vil han derimod slå hårdt ned på, og han har sammenlignet optøjerne med indenrigsterror.