Obama og Biden: Abortafgørelse er en tragisk fejl

Obama og Biden mener, at USAs Højesteret begår fejl ved at sløjfe retten til abort. Trump glæder sig.

Barack Obama, der var i Danmark for nylig, er ikke enig med den amerikanske Højesteret i, at kvinder ikke skal have ret til abort. Steffen Trumpf/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

USAs præsident, Joe Biden, retter en skarp kritik mod landets højesteret, der fredag har omstødt den føderale ret til abort.

»Domstolen har gjort, hvad den aldrig har gjort før: udtrykkeligt fjernet en forfatningssikret rettighed, der er så grundlæggende for så mange amerikanere,« siger Biden.

»Efter min mening er det en realisering af en ekstrem ideologi og en tragisk fejl fra Højesterets side,« lyder det fra præsidenten.

Også Barack Obama, der tidligere var demokratisk præsident med Biden som sin vicepræsident, stiller sig helt uforstående over beslutningen.

På Twitter skriver han:

»I dag har Højesteret ikke blot omstødt næsten 50 års sædvane. Den har også henvist retten til den mest intense, personlige beslutning, som nogen kan træffe, til politikere og ideologers indfald og på den måde angrebet de grundlæggende rettigheder for millioner af amerikanere.«

Spørger man derimod Mike Pence, der var republikansk vicepræsident under Donald Trump, har Højesteret truffet den rette afgørelse.

»Ved at sende spørgsmålet om abort tilbage til staterne og folket, har denne Højesteret rettet en fejl i historien og bekræftet det amerikanske folks ret til selv at beslutte,« siger Pence - – der er kendt for at være abortmodstander - – ifølge AFP.

Tidligere præsident Trump glæder sig over, at det nu er op til de folkevalgte i de enkelte delstater at beslutte, hvilke love der skal gælde på området.

»Det bringer alt tilbage i delstaterne, hvor det altid har hørt hjemme,« siger Trump til Fox News.

»I sidste ende tror jeg, at det er noget, der vil kunne fungere for alle,« siger han.

USAs justitsminister, Merrick Garland, siger i en kommentar ifølge Fox News, at hans ministerium er »dybt uenig« i den afgørelse, Højesteret er kommet frem til.

»Højesteret har fjernet en opnået rettighed, der har været en vigtig del af kvinders frihed i et halvt århundrede. En ret, der har sikret kvinders mulighed for at deltage fuldt ud og på lige fod i samfundet,« siger Garland.

Nancy Pelosi, der er demokrat og formand for Repræsentanternes Hus, forudser abortmodstandernes næste træk.

»Radikale republikanere stormer fremad i deres korstog for at kriminalisere frihed, når det gælder sundhed. Og i Kongressen forbereder republikanerne et landsdækkende abortforbud,« siger hun i en pressemeddelelse.

Statsminister Mette Frederiksen er en i en lang række af ikkeamerikanske ledere, der udtrykker skuffelse over afgørelsen.

»Mit hjerte græder for piger og kvinder i USA. Et kæmpe tilbageskridt. Retten til fri abort er en af de mest fundamentale rettigheder, der findes,« skriver hun.

/ritzau/