WASHINGTON: Spørger man den amerikanske regering, er det Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, der risikerer mest ved at tale til Kongressen i dag uden at følge de normale protokoller for den slags besøg.

For der er valg i Israel om to uger, og hvis Netanyahu bliver genvalgt, skal han leve endnu i to år med en amerikansk præsident, der er rasende på den israelske premier­minister, fordi han har takket ja til en invitation fra den republikansk styrede Kongres om at holde tale i den folkevalgte forsamling.

Det er nemlig ikke normalt for en regeringschef at sige ja tak til at tale i Kongressen uden først at sikre sig, at besøget er koordineret med Det Hvide Hus, så Obama havde en chance for at mødes med Netanyahu. Det er faktisk ikke sket før, og det anses blandt Obamas nærmeste med­arbejdere nærmest for en politisk krigserklæring.

Det her handler – ifølge Obamas folk – nemlig udelukkende om, at Netanyahu vil bruge denne platform til at sabotere Obamas forhandlinger med Iran om en atomaftale. For Netanyahu vil med alle midler forsøge at få standset forhandlinger i Genève. Han ønsker at få USA med på strammere sanktioner over for Iran. For en aftale vil ifølge den israelske premierminister få den fatale konsekvens, at det internationale samfund løsner sanktionsskruen over for Iran. Det betyder ifølge premierministeren, at præstestyret i al hemmelighed fortsætter atomprogrammerne.

Boehners helt egen dagsorden

Og så er der lige Republikanerne, som her fra januar efter midtvejsvalget i november fik flertal i begge kamre. Netanyahu er inviteret af formanden for Repræsentanternes Hus, John Boehner, som har sin helt egen dagsorden med invitationen: At udstille det, Republikanerne mener om Obama. At den amerikanske præsident for længst har opgivet at være verdens leder og har overladt styringen af verden til folk som Ruslands præsident, Vladimir Putin, og til iranerne i Mellemøsten. Kort sagt at Obama har valgt at lade »diktatorer« kontrollere, hvad USA gør. Men det har Boehner foreløbig kun haft delvist held med.

Kun godt halvdelen af amerikanerne bryder sig nemlig om det, Boehner har gjort, ved at udfordre præsidentembedets traditionelle initiativret, når det drejer sig om udenrigspolitikken. Et besøg i Kongressen af en så vigtig allieret som den israelske premierminister på et vitalt tidspunkt med atom­forhandlingerne i Genève uden præsidentens accept. Det er ikke alene uhørt. Det har splittet ikke blot den amerikanske befolkning, men også jøderne i USA er uenige i spørgsmålet. For de bryder sig heller ikke om, at et traditionelt israelsk-amerikansk forhold bliver udfordret på denne måde.

Olie på vandene

Obamas ambassadør i FN, Samantha Power, forsøgte i går at gyde olie på vandene. Over for 16.000 medlemmer af den jødiske interesseorganisation, AIPAC, høstede hun stort bifald, da hun under­stregede, at forholdet mellem de to lande ikke ville blive ødelagt ved dette besøg. Men hun understregede sin bekymring om, at et så tæt forhold, som USA og Israel har haft siden staten Israels oprettelse i 1948, kan lide skade på en anden måde.

»Forholdet har været præget af en ting. En grundfæstet og stærk alliance næret af fælles værdier. Et ubrydeligt venskab, som også har været præget af, at det netop ikke var partipolitik, der styrede det, men uanset politiske udfordringer var og er et fælles venskab på tværs af skel,« sagde Samantha Power og høstede stort bifald. For Demokraterne og Republikanerne er også stærkt uenige i det her, og det er israelerne også.

Der er en forventning om, at både Det Hvide Hus og Netanyahu vil prøve at bygge bro over denne konflikt. Men besøget kommer på et stærkt problematisk tidspunkt, fordi forhandlingerne med iranerne er inde i den absolut afgørende fase.

Obama har flere gange understreget, at hvis ikke der foreligger en aftale med iranerne inden sommer, vil sanktionspolitikken fortsætte. Og medlemmer af hans stab har oven i købet understreget, at sanktionerne kan blive skærpet. Obama har endnu to år tilbage som præsident. Ingen ved, om Netanyahu stadig er premierminister efter valget. Og som flere amerikanske historikere i går pointerede: Det er ikke unormalt, at Det Hvide Hus har deres egen kandidat ved israelske valg.

Denne gang er det ikke Netanyahu.