SANTA FE: Ingen politikere ønsker at tabe. Der er en indre modsætning mellem de to størrelser, og det er muligt, at man i bakspejlet kan sige, at en politiker i virkeligheden vandt på at tabe - at Winston Churchill var heldig med, at han røg ud i kulden efter det konservative nederlag i 1929 - men det er bakspejlsvisdom.

Virkeligheden er snarere, som den amerikanske senator Diane Feinstein har udlagt den: »At vinde er måske ikke liv og død om at gøre, men der er ikke meget godt at sige om at tabe.«

Derfor kan man formentlig begrave et rygte, som bl.a. magasinet Weekly Standard har bragt til torvs - at præsident Obama i realiteten ønsker at tabe midtvejsvalget på tirsdag. Det er hans hemmelige plan.

Selvfølgelig ønsker han ikke at tabe, men et andet og større spørgsmål står tilbage: Er det i hans politiske interesse at tabe - og her er svaret meget mindre entydigt. En af de helt store politiske strateger, tidlige præsident Bill Clinton, blev for nyligt spurgt, om et nederlag ville være godt for Obama, og han svarede:

»Jeg ved ikke, om det vil være godt for landet, men jeg ved, at det vil øge hans chancer for at blive genvalgt.«

Genvalgt efter nederlag

Bill Clinton ved, hvad han taler om.

Hans første embedsår var produktive, han gennemførte en familieorlovsordning, NAFTA-frihandelsaftalen og en våbenkontrollov med det demokratiske flertal i Kongressen, og Republikanerne - som var uden for indflydelse - brugte i stedet deres ressourcer på at hævde, at der var tale om en uhørt venstredrejning af amerikansk politik, og den strategi gav pote ved midtvejsvalget i 1994.

Republikanerne vandt flertal i begge kamre, og en ny generation af mere konservative politikere kom ind.

Nederlaget hylede i den grad præsident Clinton ud af fatning. Som en af hans levnedsbeskrivere, Michael Takiff, har udtrykt det - i fem måneder efter valget stavrede præsidenten rundt som en zombie,

Republikanerne satte sig på dagsordenen, og ynkeligheden nåede bunden, da Clinton i noget, der lignede desperation, udtalte, at »præsidentembedet stadig er relevant«.

På det tidspunkt var Bill Clinton på vej til det modsatte af genvalg, men to begivenheder vakte ham til live igen.

Den ene begivenhed var bombeangrebet i Oklahoma City, som afslørede de farlige kræfter på den yderste højrefløj, og som gav Clinton mulighed for at samle nationen omkring sig. Den anden begivenhed var, at Republikanerne gik for vidt. De begyndte at tale om at malke de hellige køer, bl.a. sygesikring for ældre og folkepension, og de endte med at lukke for økonomien og lukke for det offentlige administrationsapparat. Bill Clinton greb muligheden, og med medvind fra Oklahoma City stod han frem som - som Takiff beskriver det - »den almindelige amerikaners beskytter«.

Han blev genvalgt i 1996 som netop det.

Præsidenten samler

Den historie kan nu gentage sig, vurderer bl.a. den konservative Fred Barnes i Weekly Standard.

Han regner ikke med, at der vil komme et nyt Oklahoma City-bombeangreb, eller at Republikanerne igen vil lukke for den offentlige økonomi, men han regner med, at Republikanerne vil gennemføre massive besparelser.

Den republikanske Kongres tvang dengang præsident Clinton til at gennemføre besparelser, og Ronald Reagan og Bill Clinton er de to præsidenter, som i efterkrigstiden har beskåret valgflæskprojekter mest.

Præsident Obama kan ikke gennemføre sådanne besparelser med en demokratisk Kongres - Demokraterne vil simpelt hen stritte imod, mener Barnes - men han kan gennemføre dem med en republikansk Kongres og tage æren for dem. I 2012 kan han så gå til valg på at være en ansvarlig præsident, der gennemførte tunge, men nødvendige besparelser.

Barnes har muligvis ret i, at de republikanske kongresmedlemmer ikke vil lukke for den offentlige økonomi, men det er troligt, at mange af de republikanske kongresmedlemmer vil bruge magten og berømmelsen til at komme med den slags forslag og udtalelser, som får vælgerne til at tabe undermunden.

Den formentlig kommende senator fra Kentucky, Rand Paul, har bl.a. udtalt sig kritisk om love om raceligeberettigelse og om folkepension og sygesikring, og den formentlig kommende senator fra Nevada, Sharron Angle, vil lukke undervisningsministeriet, trække USA ud af FN, forbyde fluor i drikkevand og privatisere sygeforsikring for de ældre.

Når Republikanerne kommer med den slags forslag, og når den politiske debat minder om en knivkamp på et morgenværtshus, så kan præsident Obama stige op over vandene og fremstå som - som Clinton.

Det betyder ikke, at et nederlag er, hvad han i øjeblikket kæmper for, men det er muligt, at han skal være glad, hvis det er, hvad han får.