Obama: Ingen undskyldning for optøjer i Ferguson

Trods mistillid til politiet er der ingen undskyldning for at hærge og begå vold, understreger USAs præsident i kølvandet på en betændt politisag.

Foto: E. Jason Wambsgans

Præsident Barack Obama opfordrer amerikanerne til at gå »konstruktivt« ind i debatten om racespændinger og politiets arbejde. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Meldingen fra præsidenten kommer, efter en hvid betjent blev renset i sagen om det skyderi, der kostede en ubevæbnet og sort teenager livet i Ferguson, Missouri.

Barack Obama understreger, at demonstranter, der begår ulovligheder såsom at ødelægge andres ejendom, kan blive retsforfulgt.

»Afbrænding af bygninger, at sætte ild til biler, ødelæggelse af ejendom, at sætte folk i fare: Det er destruktivt, og der er ingen undskyldning for det,« siger Barack Obama.

Præsidenten gør opmærksom på, at han sympatiserer med de samfund, hvor etniske minoriteter mistænker politiet for forskelsbehandling.

Han har derfor taget initiativ til en række møder mellem samfundsledere og politi rundt omkring i landet for at finde en måde at opbygge eller genopbygge tilliden.

»De frustrationer, som vi har set, handler ikke kun om én bestemt hændelse. De har dybe rødder i mange samfund af farve, der har en følelse af, at vores love ikke altid håndhæves ensartet eller retfærdigt,« sagde Barack Obama.

Også FNs menneskerettighedschef, Zeid Ra’ad al-Hussein, har fulgt begivenhederne i Ferguson tæt. Og han opfordrer de amerikanske myndigheder til at tackle, hvad han betegner som en »dyb og betændt« mistillid til politi og retssystem blandt visse dele af USAs befolkning.

Han mener også, at det bør undersøges, om racerelationer påvirker retshåndhævelsen i USA.

Zeid Ra’ad al-Hussein er »dybt bekymret over det uforholdsmæssigt store antal unge afroamerikanere, der dør i møder med politiet, samt over det uforholdsmæssigt store antal afroamerikanere i amerikanske fængsler og det uforholdsmæssigt store antal afroamerikanere på dødsgangen.«

Samtidig påpeger han, at politibetjente i henhold til FNs regler kun må ty til forsætligt dødbringende brug af skydevåben, når det er strengt uundgåeligt for at beskytte liv.