Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Centralafrikanske regeringers kamp mod den ekstreme og skruppelløse milits, LRA, får nu støtte fra USA, der sender 100 militærrådgivere til det uroplagede Centralafrika.
LRA (Lords Resistance Army), der ledes af Joseph Kony, har i 25 år hærget regionen med grove krænkelser af menneskerettighederne som mord, voldtægt og hårdhændet rekruttering af børn som soldater. Militsen lever af at føre krig, der hvor den kan få støtte til det, og for tiden mistænkes Nordsudan for at have hyret militsen til at skabe uro i Sydsudan, der erklærede sig uafhængig i sommer.
Men når USAs præsident netop nu vælger at hjælpe bl.a. Sydsudan og Uganda i kampen mod den frygtede milits, kan der ligge et sæt af motiver bag, vurderer professor emeritus Holger Bernt Hansen fra Center for Afrikastudier på Københavns Universitet.
»Jeg tror Obama er nervøs for, at militsen i den grad er ved at destabilisere det centrale Afrika, at det kan åbne for flere trusler mod amerikanske og vestlige interesser. USA og Vesten generelt har betydelige råstofinteresser i lande som Sydsudan, Den Centralafrikanske Republik og Uganda.
Dertil kommer frygten for, at terrorbevægelsen al-Qaeda kan få fodfæste i regionen. Og som et tredje motiv, kan det tænkes, at USA er bekymret for, at uroen i området kan skabe grobund for en udbredelse af islam fra Nordsudan til andre områder i Centralafrika,« siger Holger Bernt Hansen.
Han mener også, at USAs støtte passer Ugandas præsident Yoweri Museveni fint, fordi han så selv kan få et frirum til at klare andre presserende problemer.
LRA havde tidligere et ideologisk mål om at vælte Ugandas regering for at etablere en form for præstestyre baseret på Guds befalinger. Men ifølge Holger Bernt Hansen er ideologierne for længst glemt til fordel for en tilværelse som levebrødsmilits, der fører krig dér, hvor der er brug for den.
De 100 rådgivere, som kommer fra USAs afrikakommando i Stuttgart, skal vejlede afrikanerne i emner som strategi, logistik og overvågning, men de skal ikke deltage i kamphandlinger.