Oasis-optagelser skal under hammeren trods bekymring fra bandet
Optagelser fra Oasis-koncerter, lydprøver og samtaler ventes at indbringe op mod 1,6 millioner britiske pund.

Optagelser fra Oasis-koncerter, lydprøver og samtaler ventes at indbringe op mod 1,6 millioner britiske pund.

Mere end 100 timers lydoptagelser med bandet Oasis, herunder optagelser fra koncerter og prøver, kommer på auktion.
Men det sker trods indvendinger fra bandets medlemmer, brødrene Liam og Noel Gallagher, skriver det britiske medie The Guardian.
Samlingen, der skal under hammeren, blev gemt af bandets lydtekniker Huw Richards, der arbejdede med Oasis fra udgivelsen af deres debutalbum, "Definitely Maybe", fra 1994 og indtil 2001.
Det er Huw Richards' søn Owain, der sælger effekterne, der ventes at kunne indbringe op mod 1,7 millioner britiske pund - svarende til næsten 14 millioner danske kroner.
Arvestykkerne skal under hammeren 3. oktober ved auktionshuset Littleton Auctions.
Direktøren for auktionshuset, Ben Homer, udtaler til The Guardian, at Oasis har reageret på auktionen.
- Oasis-teamet er bekendt med auktionen og har udtrykt bekymring, hvilket er fuldt ud forståeligt i betragtning af materialets omfang og betydning, siger han i et svar til mediet.
Owain Richards, der ifølge The Guardian også er lydtekniker som sin far, har fortalt, at han tidligere har været i dialog med Oasis' management, efter at bandet ledte efter nogle optagelser.
Til avisen The Times skal han have sagt, at bandet ønskede båndene returneret, frem for at de blev solgt andre steder, men at dialogen med bandet løb ud i sandet.
Optagelserne blev ifølge Richards omhyggeligt lagret af hans far, og de stammer fra en periode, hvor koncerter ikke, ligesom i dag, blev dokumenteret af koncertgæsterne med mobiloptagelser.
Oasis har solgt millioner af album verden over og er kendt for hits som "Wonderwall", "Don't Look Back in Anger" og "Supersonic".
Annonceringen af auktionen kommer, efter at Gallagher-brødrene tilbage i 2024 valgte at gendanne bandet efter et markant brud.
Oasis blev dannet i 1991, men blev opløst i 2009 som følge af personlige og professionelle uoverensstemmelser mellem brødrene.
Men 15 år senere meddelte Gallagher-brødrene, at de havde begravet stridsøksen og gendannet bandet.
Siden har de spillet en stor genforeningsturné sidste år, ligesom at bandet skildres i en spritny dokumentarfilm med titlen "Oasis: Don't Look Back in Anger".
RITZAU