Nyt studie: Gravide kan overføre antistoffer til foster

En ny undersøgelse antyder, at gravide kan videregive antistoffer mod coronavirus til deres ufødte børn via moderkagen.

Nyt studie antyder, at gravides antistoffer mod corornavrus overføres til deres ufødte barn. MARTIN BUREAU

Jo tidligere i graviditeten en kvinde har været smittet med coronavirus, jo flere antistoffer kan hun have givet videre til sit ufødte barn.

Sådan lyder de foreløbige konklusioner i et nyt studie fra University of Pennsylvania, skriver New York Times.

Studiet viser, at antistofferne mod coronavirus »passerer« gennem moderkagen fra mor til barn.

»De resultater, vi har fundet, stemmer overens med, hvad vi har lært fra studier af andre typer virus,« siger Scott E. Hensley, lektor i mikrobiologi ved Perelman School of Medicine ved University of Pennsylvania og medforfatter på de nye studier.

Undersøgelsen viser, at tidspunktet for hvornår moren har været smittet med coronavirus også har betydning. For jo tidligere kvinden i graviditeten har været inficeret, jo flere flere antistoffer bliver der videregivet fra mor til barn.

Forskerne ved endnu ikke, om mængden af antistoffer er nok til at forhindre, at de nyfødte kan få coronavirus.

Studiet bygger på undersøgelser af 1.500 gravide.

Forskerne ved University of Pennsylvania indleder yderligere undersøgelser af gravide og nyfødte, for at bekræfte de første studiers resultater.