Nyt EU-topmøde på søndag bliver knald eller fald for Grækenland

Samtlige 28 EU-landes stats- og regeringschefer skal til topmøde på søndag, fordi det bliver knald eller fald for Grækenland. EU-præsident Tusk kalder søndagens topmøde for »det mest afgørende øjeblik i eurozonens historie.«

Foto: PHILIPPE WOJAZER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BRUXELLES: Der kom intet gennembrud på topmødet for eurolandene tirsdag, men derimod et klart ultimatum til Grækenland: Et nyt topmøde på søndag for samtlige 28 EU-lande bliver knald eller fald. Og et græsk exit fra euroen er så realistisk, at alle 28 stats- og regeringschefer skal være til stede, også Danmarks Lars Løkke Rasmussen.

»Vi kan desværre ikke udelukke det sorte scenarie med ingen aftale på søndag, og det betyder, at vi er nødt til at diskutere konsekvenserne for hele EU og ikke bare eurozonen... Jeg er ikke i tvivl om, at det måske er det mest afgørende øjeblik i eurozonens historie,« sagde EU-præsident Donald Tusk efter tirsdagens topmøde.

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, understregede, at scenariet for et græsk exit fra euroen er »planlagt i detaljer.«

»Men jeg foretrækker det scenarie, hvor vi håndterer det nuværende problem og beholder Grækenland som medlem af euroområdet. Jeg er stærk modstander af et græsk exit, men jeg kan ikke forhindre det, hvis den græske regering ikke gør, hvad vi forventer, at den gør,« sagde Jean-Claude Juncker.

De understregede også begge, at EU er parat til at se på humanitær bistand til Grækenland, hvis det ender med et exit fra euroen.

Med den klare melding om et muligt græsk exit fra euroen bliver det meget svært for Den Europæiske Centralbank (ECB) at holde hånden under det græske banksystem, hvis der ikke kommer en aftale på søndag. Og et kollaps for de græske banker vil i praksis være lig med et euroexit, da de kun vil kunne åbne igen med drakmer.

»Vi håber på et mirakel«

Ifølge Berlingskes oplysninger talte græske Alexis Tsipras på mødet mest om demokrati og behovet for et opgør med sparepolitikken, mens alle de andre lande forsøgte at få ham til at forstå, at det er exit efter søndag, hvis grækerne ikke viser en helt anden kompromisvilje end hidtil.

Grækerne skal nu allersenest torsdag, og meget gerne allerede onsdag, komme med et omfattende forslag til såvel en hjælpepakke som reformer.

Og Tysklands kansler, Angela Merkel, gjorde det helt klart på sin efterfølgende briefing, at kravene ikke bliver mindre hårde til Grækenland end det i forslag fra de tre institutioner - EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF) - som Tsipras afviste med folkeafstemningen.

»Der skal være mere end i forslaget fra de tre institutioner, da det var et program, der gik til november, mens vi nu taler om et tredje program for en længere periode,« sagde den tyske kansler.

Endnu hårdere var meldingen fra den hollandske premierminister, Mark Rutte, der tog prisen for størst pessimisme:

»Vi håber stadig på et mirakel,« sagde han på vej hjem fra tirsdagens topmøde.

De mest positive toner kom Frankrigs præsident, François Hollande, som understregede, at en aftale fortsat var mulig, og at han ville kæmpe for det.

Tsipras selv kaldte mødet for »positivt« og talte om klare »fremskridt.«

Når de omfattende forslag fra Grækenland er modtaget senest torsdag, skal de tre institutioner vurderer dem, inden eurolandenes finansministre enten fredag eller lørdag - eller måske begge dage - skal se om en aftale er mulig.

Og søndag falder dommen så: Inde eller ude.