Nyhedsbureau: Tysklands regering enes om ny klimalov

Regeringsfolk bekræfter, at Tysklands regering har forhandlet klimalov færdig. Den præsenteres senere fredag.

GERMANY MERKEL YOUTH RESEARCH
Forbundskansler Angela Merkel. Fold sammen
Læs mere
Foto: HAYOUNG JEON

De tyske regeringspartier er efter lange forhandlinger blevet enige om en omfattende klimalov, som skal reducere udledningen af klimagasser, erfarer det tyske nyhedsbureau dpa.

Regeringen vil senere fredag formelt bekræfte, at aftalen er i hus.

Kilder i regeringen bekræfter over for dpa, at der blandt andet er aftalt et forbud mod at installere oliefyr fra 2025, og at der gives støtte til boligejere, som ønsker mere klimavenlige alternativer til opvarmning.

Prisen for udledningen af CO2 vil stige. Det skal ske gennem udledningscertifikater, der kan handles.

Når det gælder benzin og diesel, så stiger prisen. En liter benzin stiger i 2021 med 3,3 cent (knap 25 øre) og stiger med op til 10 cent (knap 75 øre) i 2026. I dag koster en liter benzin 1,4 euro og 1,3 euro for diesel.

Det er regeringens klare mål at nedbringe udledningen af klimagasser med 55 procent i 2030 i forhold til niveauet i 1990.

Det svarer til en beskæring fra 866 millioner ton til 563 millioner ton.

Nyhedsbureauet Reuters gengiver flere punkter fra det dokument, som parterne er enige om.

Her hedder det, at biler fra 2021 beskattes efter, hvor meget CO2 de udleder.

Der skal ske en større indsprøjtning af kapital til de tyske statsbaner, Deutsche Bahn, på en milliard euro for hvert år frem til 2030.

Provenuet fra salg af CO2-kvoter skal geninvesteres i miljøbeskyttelse.

Et af de vanskeligste emner var at fastsætte priser på CO2, og det samme har været at finde penge til til at fremme genbrug.

»Det er en aftale med mange indgreb og en årlig mekanisme til overvågning,« fortalte en kilde lidt tidligere til nyhedsbureauet AFP.

Forbundskansler Angela Merkel og hendes konservative CDU/CSU mødtes hele natten med koalitionspartneren, det socialdemokratiske SPD, for at gøre lovpakken færdig. Den er blevet forhandlet i flere uger.

/ritzau/dpa