Nyhedsanalyse: Kommissionen giver opsang til nølende EU-lande

EU-Kommissionen har lagt guleroden til side. Nu skal medlemslandene gøre det, de lover at gøre.

Så er det nu, EU-lande! Frans Timmermans, 1. næstformand i EU-kommissionen, lagde onsdag pres på inden torsdagens EU-topmøde: Det er tid til, at landene lever op til deres løfter,« lød det fra Timmermans. Foto: John Thys/AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: JOHN THYS

Når en venlig opfordring ikke virker, så må man svinge pisken. Den konklusion er EU-Kommissionen tydeligvis kommet frem til i håndteringen af flygtningekrisen, hvor de 28 EU-lande i Kommissionens øjne er for nølende.

Forud for torsdagens EU-topmøde valgte Kommissionen derfor onsdag at give en status på de besluttede tiltag. Det handlede i bund og grund om at udstille de EU-lande, som ikke lever op til deres egne tilsagn, blandt andet hvad angår bidrag til FN, mandskab til grænse­agenturet Frontex eller overholdelse af EU-lovgivning.

Som Kommissionens 1. næstformand, Frans Timmermans, sagde onsdag, så er det »tid til, at landene lever op til deres løfter.«

Løfter skal selvfølgelig holdes, og Kommissionen har ret i, at der er behov for handling nu. Men den form for revolverdiplomati kan være farlig, hvis det ikke bruges med snilde, og Kommissionen er måske lidt for hurtigt ude.

I sin opgørelse kommer Kommissionen blandt andet frem til, at kun ti lande foreløbig har budt ind siden det ekstraordinære topmøde i september, og at langt størstedelen af de lovede midler mangler.

Den nye støttefond til Afrika, der skal bekæmpe de grundlæggende årsager til, at folk flygter og migrerer, mangler ifølge Kommissionen hele 1,791 milliarder euro ud af de lovede 1,8 milliarder euro – altså stort set det hele.

Det samme gælder støttefonden til Syrien på 500 millioner euro, der mangler de 492 millioner euro. Lidt bedre ser det ud FNs hårdt trængende World Food Programme, hvor der trods alt er kommet tilsagn om 275 millioner euro ud af de lovede ekstra 500 millioner euro i september.

Hvad angår nye bidrag med mandskab til det koordinerende grænseagentur Frontex og asylstøttekontoret EASO, så er det ifølge Kommissionen kun seks af medlemslandene, som har sat tal på deres bidrag til EASO, og det samme gælder Frontex. Begge mangler langt størstedelen af det nye mandskab, de har bedt om.

Men Kommissionens opgørelse er ganske selektiv. Danmark har således besluttet at sætte yderligere 750 millioner kroner af til indsatsen, ligesom statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i forbindelse med topmødet vil fortælle, hvor meget mandskab Danmark vil stille til rådighed for Frontex.

»Revolverdiplomatiet kan virke ydmygende for lande med en beskeden økonomi«


Men ingen af disse ting indgår i Kommissionens optælling. Heller ikke selv om de 250 millioner kroner allerede er godkendt af Finansudvalget, hvoraf en betydelig del går til FNs World Food Programme.

Desuden er Danmark i forvejen en stor donor til FNs Flygtningehøjkommissariat – den 11.-største sidste år, hvilket heller ikke nævnes.

Dermed udstilles nogle lande ret uretfærdigt. Det kan både skabe irritation og trods over for Kommissionen, og et dårligt samarbejdsklima mellem Kommissionen og EU-landene er det sidste, der er behov for, hvis der hurtigt skal findes løsninger på flygtningekrisen.

Revolverdiplomatiet kan virke ydmygende for lande med en beskeden økonomi, som ikke bare kan trække store millionbeløb op af lommen. Kommissionen har med andre ord en god pointe, men har måske ikke spillet kortene på den bedste måde.

Det samme kan blive tilfældet med EU-Kommissionens anstrengelser for at få lavet en aftale med Tyrkiet om en fælles handlingsplan for håndteringen af krisen.

EU ønsker at bremse tilstrømningen af flygtninge og migranter, der kommer gennem Tyrkiet til Europa, men Tyrkiet vil med sikkerhed tage sig godt betalt for at gå med til sådan en aftale.

EU-Kommissionen lokker blandt andet med at sætte turbo på forhandlinger om visumliberalisering, så tyrkiske statsborgere ikke skal have visum, hver gang de rejser til EU.

Det er et stort tyrkisk ønske, men EU-landene er ikke umiddelbart enige, når det kommer til spørgsmålet om , hvorvidt man skal slække på de krav, der hidtil har været stillet til Tyrkiet i den forbindelse, for at få en handlingsplan i hus.

EU-Kommissionen spillede ud med sit bud på en handlingsplan så hurtigt, at det kom bag på både mange EU-lande og Tyrkiet, og igen er spørgsmålet, om det er den mest konstruktive vej frem.

Sikkert er det i hvert fald, at Kommissionen ikke er bange for at spille modigt ud. Det er mindre sikkert, om det virker efter hensigten.