Nye skyderier i USA: Gik amok ved supermarked

To blev dræbt, og flere såret, i forbindelse med endnu et skyderi i USA. Denne gang i delstaten Kentucky.

Den amerikanske by Louisville er blevet ramt af et skyderi ved et supermarked. MARIO TAMA

Dræbte i skyderi i supermarked i Kentucky

Flere mennesker er blevet skudt i et supermarked i udkanten af byen Louisville, der ligger i den amerikanske delstat Kentucky.

To personer har mistet livet. En mand og en kvinde.

Det bekræfter Sam Rogers, der er politichef hos det lokale politi, Jeffersontown Politi. Gerningsmanden sendte adskillige skud mod den dræbte mand inde i butikken.

Det kvindelige offer blev dræbt på parkeringspladsen uden for butikken.

Gerningsmanden flygtede fra gerningsstedet, mens han udvekslede skud med en borger, der var bevæbnet med en pistol.

Den mistænkte blev efterfølgende pågrebet. Politiet siger, at der er tale om en mand, men har ikke offentliggjort yderligere detaljer.

Skyderiet fandt sted onsdag eftermiddag lokal tid i en Kroger-butik.

En af dem, der var til stede i butikken, var ambulanceredder Eric Deacon. Han var ved at handle, da der pludselig blev åbnet ild.

Han forklarer, at han hørte et »højt brag«.

»Det lød næsten som en palle, der ramte gulvet,« siger han til WDRB-TV.

Han fortæller videre, at han så en kvinde blive ramt, mens han var ved at ringe til politiet. Han beskriver hende som værende sidst i 50erne.

»Jeg så på hende, og hun var... hun var borte. Jeg vidste, at der ikke var noget, jeg kunne gøre,« fortæller ambulanceredderen.

Kroger-butikken ligger i den østlige udkant af Louisville.

Detailhandelskæden har udsendt en pressemeddelelse efter onsdagens skyderi. Her lyder det, at selskabet er »chokeret og bedrøvet over skyderiet«.

»Takket være en hurtig reaktion fra det lokale politi blev den mistænkte pågrebet,« og butikken blev sikret, skriver Kroger.

Butikken blev lukket efter skyderiet, og den åbner ikke, før undersøgelserne er fuldendt, fremgår det af pressemeddelelsen.

/ritzau/AP

Japansk journalist frigivet af islamister i Syrien

En japansk journalist, Jumpei Yasuda, der har været holdt som gidsel af islamister i 40 måneder i Syrien, kunne onsdag forlade Tyrkiet og flyve til Japan efter at være blevet sat på fri fod.

»Jeg er lykkelig over, at jeg kan rejse hjem,« sagde den 44-årige freelance journalist, som siges at være blevet taget til fange af en gruppe tæt på al-Qaeda i 2015, da han kom til Syrien fra Tyrkiet.

Den japanske journalist Jumpei Yasuda på et fly mod Tyrkiet omgivet af tyrkiske betjente efter at have været fanget i 40 måneder i Syrien. STAFF

Japanske diplomater i Tyrkiet bekræftede tidligere, at den frigivne mand var Yasuda, og Japans udenrigsministerium sagde, at han ville blive bragt hjem så hurtigt som muligt.

I en videooptagelse, som er blevet offentliggjort af tyrkiske embedsmænd, siger han, at han er blevet frigivet.

»Mit navn er Jumpei Yasuda, japansk journalist. Jeg har været fange i Syrien i 40 måneder. Jeg er nu i Tyrkiet og ved godt helbred. Mange tak,« siger han.

Japans premierminister, Shinzo Abe, har takket Qatar og Tyrkiet for deres hjælp med at få journalisten frigivet.

En regeringstalsmand siger, at der ikke er blevet betalt nogen løsesum.

Yasudos tre år i fangenskab var ikke første gang, han blev holdt som gidsel i regionen. Han blev også taget til fange i Bagdad i 2004 og blev senere kritiseret i Tokyo for at få sin regering involveret i forhandlinger om en frigivelse.

/ritzau/AFP

Lance Armstrongs chef i dopingårene får karantæne på livstid

Den Internationale Sportsdomstol (CAS) har besluttet at udelukke Johan Bruyneel fra cykelsporten på livstid.

Den tidligere så succesfulde direktør for cykelholdene U.S. Postal og Discovery Channel Johan Bruyneel er blevet udelukket fra sporten på livstid af Den Internationale Sportsdomstol (CAS).

Det oplyser Bruyneel onsdag ifølge cykelmagasinet Velo News.

Sportsdirektør hos Discovery Johan Bruyneel forograferet i 2005. Nils Meilvang

Bruyneel blev i 2014 straffet med en karantæne i ti år for flere overtrædelser af antidopingreglerne af en amerikansk sportsdomstol.

Det Internationale Antidopingagentur (Wada) appellerede samme år afgørelsen til CAS med et krav om livstidskarantæne.

Den anmodning er nu efterkommet af CAS.

Det sker som følge af Bruyneels rolle i dopingskandalen, der for år tilbage fældede den amerikanske superstjerne Lance Armstrong.

»Jeg ønsker at understrege, at jeg anerkender og fuldt ud accepterer, at der blev begået mange fejl dengang,« skriver han i et åbent brev ifølge Velo.

»Der er mange ting, jeg ønsker at kunne have gjort anderledes, og der er visse handlinger, som jeg nu fortryder inderligt. Den periode, som jeg gennemlevede som både cykelrytter og holddirektør, var meget anderledes, end den er i dag,« tilføjer den 54-årige belgier.

Lance Armstrong vandt fra 1999 til 2005 Tour de France syv gange i træk.

I samtlige år med Bruyneel som sin højre hånd og holddirektør. Han var også manager for Armstrong under dennes comeback i 2009 og 2010.

Hen mod slutningen af cykelsæsonen i 2012 trak Bruyneel sig tilbage fra sporten, fordi dopingaffæren var begyndt at rulle.

Alle Armstrongs Tour de France-sejre er blevet annulleret. Ingen rytter står noteret for den samlede sejr i etapeløbet fra 1999 til 2005.

/ritzau/