Nye restriktioner møder kritik: Folk klumper sig sammen i små butikker

Dagens overblik: Berlingske giver dig her et overblik over dagens vigtigste historier.

Godmorgen og velkommen til denne torsdag morgen, hvor Berlingske har samlet de vigtigste nyheder i dagens nyhedsoverblik.

Der er en uge til jul – og hvis du ikke allerede har købt årets julegaver, kan de nye restriktioner, som træder i kraft i dag, gøre juleshoppingen en smule mere vanskelig, end den plejer at være – det vender vi tilbage til.

Der er nok at tage fat på denne torsdag morgen, så lad os komme i gang!

Først tager vi et hurtigt kig på de seneste coronatal, som endnu en gang har været rekordhøje.

Bekræftede smittede i Danmark: 119.779 (3.692 nye smittede)
Antal indlagte: 493
Antal indlagte på intensiv: 68 409 i respirator)
Antal bekræftede døde i Danmark: 975
Antal bekræftede smittede på verdensplan: 74.186.004
Antal dødsfald på verdensplan: 1.648.512

De danske tal kan man studere her – og de globale tal kan du finde ved at klikke her.

Og lad os så gå videre til de nye coronarestriktioner, som blev meldt ud på pressemødet onsdag aften. Med julen forude og en fortsat høj smitte præsenterede regeringen nye restriktioner, som ifølge statsminister Mette Frederiksen sender Danmark ind i en »reel nedlukning« fra 25. december.

Nye restriktioner kan få modsat effekt

Storcentre lukkes fra i dag, detailhandel lukkes fra 25. december, og de skolebørn, som endnu ikke er hjemsendt, sendes hjem fra på mandag.

Sådan lød meldingen om nye coronarestriktioner fra statsministeren på pressemødet onsdag aften.

Meldingen om nedlukning af storcentre overraskede flere aktører i dansk detailhandel.

»De restriktioner, som blev indført i begyndelsen af december med krav til os, har ikke haft effekt på smittetrykket. Og nu vælger man så at lukke ned for en stor del af aktiviteterne op mod jul hos os, hvor der er mange kvadratmeter og lange åbningstider, for at klumpe handlen sammen steder, hvor der mindre plads,« siger Jesper Faurholdt, der er direktør for Danske Shoppingcentre med 18 af landets største indkøbscentre.

Andreas Holm, administrerende direktør i Sportmaster-kæden, mener endda, at restriktioner kan få den modsatte effekt.

»Detailhandlen har været god til at holde smitten under kontrol, men denne nedlukning øger smitterisikoen, da kunder skal klumpes sammen nu i de mindre butikker. Så det kan få den modsatte effekt,« siger Andreas Holm.

Læs hele Finans artikel her.

Juleshoppere stod i kø indtil midnat for at købe gaver inden nedlukning

Nedlukningen af storcentre fik netop den modsatte effekt i aftes.

Efter at Mette Frederiksen besked om nedlukning af storcentrene annoncerede flere centre udvidede åbningstider onsdag aften. Det fik mange danskere til at skynde sig afsted, hvor de måtte sidde i lange bilkøer og stå i kø for overhovedet at komme ind i indkøbscentrenes butikker.

Tem Præst er en af de mange julegaveshoppere, som skyndte sig afsted til Rosengårdscentret i Odense. Hun siger selv, at det ikke ligefrem er en god idé at være mange mennesker samlet i storcentre med hensyn til smitte.

»Nu kan du se, at sådan en som mig løber herud, og det gør mange andre også. Det er dumt. Hvis man i stedet for sagde på søndag, kunne folk sprede det lidt mere ud, siger han og forklarer sit besøg med, at han i første omgang troede, at det var alt, der lukkede fra torsdag,« fortæller Tem Præst til TV 2.

Læs hele artiklen her.

En sen aften forsvandt han pludselig fra Bakken: Skjuler den russiske kemiker en dunkel hemmelighed?

Den her historie er noget ud over det sædvanlige.

For en 35-årig russisk statsborger, som var på nippet til at få dansk statsborgerskab, er nu blevet hovedperson i en af den nyere tids mest markante sager om russisk spionage. Han er anklaget for at sælge følsomme oplysninger fra en nordjysk virksomhed til en russisk efterretningstjeneste.

Ifølge Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste, håndteres politisk ømtålelige spionagesager ofte i dybeste hemmelighed:

»Der skal rigtig meget til, før man rejser sådan en offentlig tiltale, for den slags kan få diplomatiske og udenrigspolitiske konsekvenser. Det fortæller mig, at der må være meget tungtvejende grund til at gå sådan frem.«

I Rusland har man et noget andet syn på sagen og på den 35-årige kemiker, som er anklaget. 3. december offentliggjorde det russiske medie Octagon en artikel, hvor den tiltalte blev fremstillet som et uskyldigt offer for et »politisk show«, og den russiske regering har reageret skarpt og beskyldt Danmark for »antirussisk hysteri« og en politisk »heksejagt« rettet mod »russiske specialister i Danmark«.

Læs hele artiklen her.

Hospitalsdirektør: »Vi går hårde uger i møde«

Og så til endnu en coronahistorie.

For blot en uge siden kunne danskere tænke, »det går nok«. Man kunne hygge sig med at tage i biografen eller tage ud og spise på restauranter. Men på kort tid er stemningen skiftet, og nu er landet på vej ned i en reel nedlukning med nye coronarestriktioner.

Antallet af coronasmittede er især stukket af i Region Hovedstaden, som onsdag eftermiddag måtte meddele, at alle ikkeakutte operationer ville blive udskudt som følge af stigende coronaindlæggelser.

Alene på et døgn (mellem tirsdag og onsdag) er coronaindlæggelserne i Region Hovedstaden steget med 20 procent.

Derfor er lægefaglig koncerndirektør i Region Hovedstaden, Dorthe Crüger, klar over, at hospitalerne går en hård tid i møde – men hun tror også på, at der er håb forude.

»vi har trods alt et lys for enden af tunnelen. Der er nogle, der siger, at de sidste uger og måneder af en krig altid er de blodigste. Når man har et billede af, at fredsforhandlingerne er i gang, og alle er krigstrætte, så går det galt. Jeg er sikker på, at 2021 bliver et helt anderledes år end 2020. Men der er lige nogle hårde uger eller måneder foran os endnu,« siger Dorthe Crüger.

Læs hele Berlingskes interview med Dorthe Crüger her.