Nye oplysninger belaster Clinton i email-sag

En FBI-agent indikerer urent trav i Hillary Clintons email-sag, og Trump siger, at hans anklager om korruption nu er bevist. Sandheden er anderledes, siger FBI.

Democratic presidential nominee Hillary Clinton pauses while speaking during a fundraiser at the Paramount Theater on October 14, 2016 in Seattle, Washington. / AFP PHOTO / Brendan Smialowski Fold sammen
Læs mere
Foto: BRENDAN SMIALOWSKI

Siden 26. september har Donald Trump været i defensiven i valgkampen, men nu får han i det mindste en pause.

For en række offentliggjorte FBI-dokumenter indikerer urent trav i Hillary Clintons email-sag, og at en af Clintons departementschefer forsøgte at lokke FBI til at ændre i beviserne. Donald Trump og hans kampagne har længe hævdet, at hele efterforskningen af Clintons emails var et stort fupnummer, hvor resultatet var aftalt på forhånd - og nu slår de hårdt igen.

»Korruptionen er bekræftet,« lød det mandag aften dansk tid i en meddelelse fra kampagnen.

Men hvad foregår der?

Kernen i sagen er, at Hillary Clinton som udenrigsminister brugte sin egen private email-konto, og her modtog hun 110 emails, som i mere eller mindre omfang indeholdt fortrolige informationer. Det er ulovligt at korrespondere med fortrolige informationer gennem en privat email-konto. Clinton har hele tiden fastholdt, at den tekniske afdeling i ministeriet havde sagt god for arrangementet, og at hun ikke havde nogen anelse om, at der var tale om fortrolige oplysninger. FBIs chef, James Comey, oplyste på et pressemøde i forsommeren, at der ikke var belæg for en straffesag, og at det ikke på nogen måde var en svær afgørelse. Tværtimod.

Siden har kritikerne hævdet, at efterforskningen var »fikset,« og de finder opbakning for deres påstand i de netop offentliggjorte dokumenter. En FBI-agent skriver i en rapport, at han har talt med en kollega, som behandlede email-sagen, og at kollegaen havde haft en længere samtale med departementschef Patrick Kennedy, og at Kennedy ifølge agenten skulle have foreslået en »noget-for-noget handel:« At FBI afklassificerede nogle af de dokumenter, som var fortrolige i Clintons email, og til gengæld ville Kennedy sørge for, at FBI fik nogle ønskede posteringer på amerikanske ambassader.

Trumps kampagne og venstrefløjskritikere siger, at det beviser, at ministeriet ville gøre hvad som helst for at redde Clintons skind og hvidvaske hende - og nu er det dokumenteret.

Sagen er blevet taget op af flere store medier, den er breaking news hos både CNN og Reuters, og den vil uden tvivl sætte sig på en meget stor del af TV-debatten natten til torsdag dansk tid.

FBI bestrider omvendt, at der er noget uldent i begivenhederne.

Forbundspolitiet udsendte mandag en længere redegørelse, som fastslog, at der ikke var tale om en »noget-for-noget handel.« For det første havde agenten, som kom med den uheldige formulering, intet med email-sagen at gøre, og at hans oplysninger er bleet efterforsket og afvist. Agenten er nu pensioneret. For det andet blev de pågældende fortrolige dokumenter ikke afklassificerede. FBI fastholdt, at der var tale om fortrolige oplysninger, og det blev ikke ændret. For det tredje er der intet nyt i det, siger FBI, som tidligere har fremlagt dokumenter, som viste, at der foregik en tvekamp mellem ministeriet og FBI om, hvad der var fortrolige og ikke-fortrolige oplysninger, og at FBI har fastholdt sin egen linje gennem efterforskningen.