Nye navne på listen over savnede danskere

Udenrigsministeriet mangler at få kontakt til 19 personer efter tyfonen i Filippinerne. Det er én mere end tirsdag. Der er nu 2.275 bekræftede dødsfald.

Supertyfonen, som ramte land fredag, har jævnet store dele af Tacloban med jorden. Her forsøger deramte at blive evakueret fra byens lufthavn. Fold sammen
Læs mere
Foto: PHILIPPE LOPEZ

FILIPPINERNE: Bekymrede pårørende kontakter fortsat Udenrigsministeriet for at melde, at de savner et familiemedlem, som befandt sig i Filippinerne under supertyfonen Haiyan.

Det betyder også, at selv om flere og flere danskere giver lyd fra sig, bliver listen over savnede, den såkaldte bekymringsliste, ikke kortere, forklarer den danske ambassadør til Malaysia og Filippinerne, Nicolai Ruge.

»Bekymringslisten, hvor pårørende ringer ind til Udenrigsministeriet, står på 18 i øjeblikket. Vi får nogenlunde ligeså mange nye på listen, som vi tager af i øjeblikket,« siger han.

Ud over de 18 kan Udenrigsministeriet ikke få fat på en enkelt fra danskerlisten, hvor danskere registrerer sig som bosiddende i Filippinerne, men Nicolai Ruge understreger, at der ikke er meldinger om døde eller tilskadekomne. Derimod kan det have stor betydning, at der fortsat er dårlig kontakt til det hårdest ramte område i og omkring byen Tacloban.

»Der er i øjeblikket fortsat ingen civile fly ind og ud af Tacloban, sikkerhedssituationen er meget ringe, og der er ingen kommunikationsforbindelser til byen,« siger Nicolai Ruge og tilføjer:

»Og det er svært at vurdere, hvornår kommunikationslinjerne igen kommer op at stå. Selvfølgelig bliver der aktiveret nødgeneratorer, men der går uden tvivl et stykke tid endnu.«

Tirsdag oplyste han til Radio24syv, at et eftersøgningshold var sendt til den ødelagte by for at finde den sidste person på danskerlisten, men hverken holdet eller Røde Kors, som også har fået danskernes navn, har haft held med sig.

Den honorære konsul i Filippinernes hovedstad, Manila, Erik Møller Nielsen, mødes onsdag med diplomatiske repræsentanter fra de øvrige nordiske lande. Han forklarer, at de sammen skal koordinere et beredskab, blandt andet en samlet eftersøgning af nordiske borgere.

»Når vi kommer til det næste skridt, som nok bliver at sende medarbejdere ud til nogle adresser for at se, om de kan finde dem, som vi stadig ikke kan komme i kontakt med, kan vi gøre det koordineret. Hvis én person i samme by eller landsby spørger om både nordmænd, svenskere, finner og danskere, så skal vi ikke have fire personer ud,« siger han.

Supertyfonen, som ramte land fredag, har jævnet store dele af Tacloban med jorden. Der er nu 2.275 bekræftede dødsfald efter tyfonen, men der har været udtrykt frygt fra både de filippinske myndigheder og FN for, at tallet vil stige til flere end 10.000. Det nedjusterede landets præsident dog tirsdag, hvor han anslog, at det drejer sig om 2.500 døde.