Nye, morbide teorier lækket: Saudisk likvideringsteam medbragte retsmediciner til at partere journalist

Tyrkiske myndigheder har fastslået identiteten på den 15 mand store delegation fra Saudi-Arabien, som man mener står bag mordet på den kendte journalist Jamal Khashoggi på konsulatet i Istanbul. Hver dag kommer der nye, makabre – men udokumenterede – detaljer om sagen, som er en regulær diplomatisk hovedpine for præsident Erdogan.

Som dagene går, drypper der stadig flere morbide detaljer om journalist Jamal Khashoggis forsvinden på det saudiske konsulat i Istanbul. OZAN KOSE

Den kendte, saudi-arabiske journalist Jamal Khashoggi, der sidste uge »forsvandt« fra konsulatet i Istanbul, er hverken blevet »kidnappet« eller »dræbt ved en fejl«, men derimod koldblodigt myrdet af et 15-mand stort likvideringsteam fra Saudi-Arabien, der lå på lur for at bringe ham af dage, partere ham og fjerne alle spor.

Sådan lyder den seneste teori fra unavngivne kilder i de tyrkiske myndigheder.

De har minutiøst gennemgået flytrafikken ind og ud af Tyrkiet og fastslået identiteten på de 15 saudiske agenter, der kom til Istanbul samme dag, som Jamal Khashoggi blev meldt savnet. De nye oplysninger lyder, at der blandt agenterne var en retsmedicinsk ekspert, som skulle have medbragt en bensav til at partere Khashoggis lig, efter at han blev myrdet. Der var også agenter, der havde som ansvar at rydde op efter mordet.

Det skriver The New York Times og den regeringstro tyrkiske avis Sabah, som ligeledes har offentliggjort navne og billeder på de 15 agenter.

Selve mordet blev angiveligt overstået på under to timer, hvorefter medlemmerne af likvideringsteamet forlod Tyrkiet på forskellige fly og til forskellige lande. Selv om alle havde hotelreservationer til flere nætter, opholdt de 15 saudiske sikkerhedsagenter sig kun ganske få timer i Istanbul – netop i tidsrummet, hvor Khashoggi var på konsulatet i byen for at skaffe skilsmissepapirer, som han skulle bruge for at kunne gifte sig med sin tyrkiske forlovede næste dag.

Mordet var ifølge unavngivne embedsmænd i de tyrkiske myndigheder bestilt fra øverste hold i Saudi-Arabien.

»Det var som Pulp Fiction,« citerer The New York Times en embedsmand for at have sagt.

En regeringstro klummeskriver har sågar påstået, at tyrkerne skulle ligge inde med en video, der dokumenterer selve mordet.

Erdogans hovedpine

Det er uklart, hvor de tyrkiske myndigheder har deres oplysninger fra. Tyrkerne har ingen beviser fremlagt, og Saudi-Arabien har da også kategorisk benægtet, at landet skulle have noget som helst med journalistens forsvinden at gøre.

Ifølge landets de facto-leder, kronprins Mohammed bin Salman, forlod Jamal Khashoggi selv konsulatet. Heller ikke Saudi-Arabien har dog leveret dokumentation for påstanden. Og Khashoggis forlovede, der ventede få meter fra indgangen indtil midnat samme dag, så aldrig sin kommende ægtemand forlade konsulatet.

Trods de mange lækkede oplysninger og teorier fra unavngivne embedsmænd har Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, endnu ikke selv anklaget Saudi-Arabien for mordet. Og hans tøven har fået flere analytikere til at spekulere i, om Tyrkiet i sidste ende vil droppe at rejse en officiel anklage for ikke at forværre det i forvejen anspændte diplomatiske forhold til Saudi-Arabien.

Den tyrkiske økonomi er i krise, og landet kæmper i forvejen en besværlig militær og diplomatisk krig i nabolandet, Syrien.

Der er imidlertid også dem, der mener, at Erdogan ikke har råd til at lade sagen passere politisk, at Tyrkiet inden længe vil udvise det saudiske konsulat fra landet, og at risikoen for en fuldt skaleret krise mellem de to regionale stormagter er et scenarie, der venter. Måske meget snart.