Nye magthavere har taget over i Bagdad

En gang var Haifagaden et udgangspunkt for den sunnimuslimske kamp mod USAs hær. I dag er de militante fordrevet, mens de tilbageværende ser amerikanerne som eneste værn mod shia-muslimernes hævn.

Foto: AFP Fold sammen
Læs mere

BAGDAD: En ældre universitetsprofessor passer den amerikanske patrulje op. Han har fået stjålet sin bil, forklarer han på engelsk og vil gerne have de amerikanske soldater til at hjælpe sig med at få den tilbage.

Men det er en opgave for det irakiske politi, forklarer den amerikanske kaptajn Pendleton venligt.

Ved ordet »politi« ryster den ældre herre blot på hovedet og ser med missende, vantro øjne op på den to meter høje kaptajn.

»Det tør jeg ikke,« lyder hans svar på opfordringen

Bare tanken om at skulle gå til en politistation for at melde tyveriet synes at få professoren til at opgive ethvert håb om at få sin bil igen.

»Jeg gik til hæren, men de ville ikke gøre noget,« fortæller han opgivende om sin situation.

Og skelner dermed samtidig mellem den irakiske hær og politiet, der er berygtet for at stå i ledtog eller ligefrem være medlemmer af de shiitiske dødspatruljer. En skelnen, som også understreger dobbelttydigheden i de resultater, den amerikanske »surge« med tusinder af ekstra soldater indsat i hovedstaden har opnået.

Soldater fredes
På overfladen ånder alt fred og fremgang blandt Haifagade-kvarterets boligblokke, der for kort tid siden agerede røverreder for radikale sunni-arabiske oprørsgrupper, der regerede området med borgerkrigslignende terror og blodige kampe mod USAs hær.

Dengang gik de amerikanske soldater kun ind i kvarteret med specifikke opgaver om at fange eller dræbe de »hellige krigere« og kun bakket op af kampvogne og helikoptere. Dengang ville en vesterlænding på afveje ikke have holdt i mange minutter, inden man var blevet bortført eller dræbt.

Nu har situationen imidlertid ændret sig radikalt.

»Før var kvarteret hovedsagelig sunni. Nu er det cirka fifty-fifty. En masse shiiter er rykket ind,« forklarer kaptajn Pendleton.

Et klart tegn på, hvem der har vundet det sekteriske slag om Bagdad, der har raset det sidste års tid.

De nye tider understreges også af, at Berlingske Tidende denne formiddag er med kaptajn Pendletons mænd på patrulje til fods gennem kvarteret. De er ikke blevet angrebet i kvarteret i månedsvis.

»De steder, hvor JAM (Mehdiens Hær red.) findes i vores operationsområde angriber de os ikke længere,« fortæller kaptajn Pendleton, der dog godt er klar over, at de lokale ikke oplever samme sikkerhed.

»I stedet har de slået sig på organiseret kriminalitet så som pengeafpresning og bortførelser. Hvis de finder ud af, hvem en af vores underleverandører er, bliver han bortført,« forklarer kaptajnen.

Efter de irakiske sikkerhedsstyrker og amerikanske soldater er rykket ind i kvarteret, er det nu især de sunniarabiske indbyggere, der frygter for deres liv.

»Vi kan ikke gå uden for vores kvarter. Her kan jeg gå frit rundt, men går jeg rundt om hjørnet derovre, vil jeg straks blive kidnappet,« fortæller en sunnimuslimsk indbygger og peger hundrede meter op ad vejen.

Som de fleste sunnier i Bagdad er han i dag fanget i en enklave omringet af shiitisk kontrollerede kvarterer til alle sider.

En kamp om tillid
Kriminaliteten under overfladen er bare ikke kaptajn Pendletons hovedpine her og nu. Han har taget os med ud i den tidligere sunnioprørshøjborg i midten af Bagdad for at vise, at amerikanerne og de irakiske sikkerhedsstyrker har leveret varen i form af sikkerhed. Et fremskridt, som Bush-regeringen netop har understreget i en statusrapport for optrapningen.

Der er ikke bare biler på gaderne på Talalpladsen. Men også politi, der dirigerer trafikken. Mange butikker er åbne.

Gaderne er renset for skrald og udbrændte bilvrag. På rundkørslen ved Talalpladsen er to arbejdsmænd ved at udbedre skaderne på en boligblok, der ser ud til at være blevet ramt af adskillige raketter. En kæmpemæssig jumboplakat reklamerer for genopbygningen.

Efter at have generobret kvarteret under voldsomme kampe i januar forsøger det amerikanske militær nu at genopbygge kvarteret i samarbejde med den irakiske regering i håb om at forhindre, at guerillaerne kan vinde fodfæste igen.

Men det er en kamp op ad bakke at vinde de lokales og især sunniernes tillid.

»Den irakiske regering? I halvandet år har vi ikke haft strøm i vores lejligheder. Vi er nødt til at gå ned til floden for at vaske vores tøj. Vi har ikke rent drikkevand,« forklarer en af arbejdsmændene.

Men endnu mere end strøm og vand ønsker arbejdsmændene, der begge er sunnier fra kvarteret, beskyttelse.

»Regeringen bør sende flere soldater på gaden og lave flere kontrolposter. Men først og fremmest må de fjerne Mehdiens Hær fra gaderne,« mener den anden arbejdsmand.

Frygten for den radikale shiitiske prædikant Moktada al-Sadrs milits der menes at stå bag hovedparten af den sekteriske udrensning i Bagdad findes i enhver sunni.

Et tegn på dette er sunniernes pludselige tolerance for den tidligere så forhadte USA-ledede besættelsesmagt.

»Hver dag hører man i TV, at her har de har fundet fyrre eller tredive lig. Selvfølgelig vil det ikke hjælpe, hvis amerikanerne trækker sig ud,« som en af arbejdsmændene formulerer det.

Shiamuslimsk højborg
Vi krydser en af de sekteriske skillelinjer, der deler Bagdad på kryds og tværs som en til tider usynlig til tider meget synlig frontlinje.

Turen er overstået på få minutter, men rejsen bringer os som gennem en tunnel ud på den anden side af Iraks sekteriske konflikt. Her kontrollerer shia-muslimerne totalt begivenhederne

Pladsen, hvor vi standser, er ligesom Talalpladsen domineret af en kæmpemæssig plakat. Men her reklameres der for hellig krig og ikke for genopbygning. Moktada al-Sadrs turbanklædte åsyn stirrer formanende ned på de forbipasserende.

Kvarteret er noget fattigere, husene mere forfaldne, vejene mere støvede. Og i modsætning til de moderne højhuse på Haifagaden har de her aldrig rigtig haft en storhedstid.

»Det er fattige mennesker, der bor i det her kvarter,« fortæller en ung mand i en sodavandsforretning.

Men et er fælles med sunnierne fra før. Også her er manglen på sikkerhed, strøm og rent vand et samtaleemne.

»Dette er rent drikkevand i Bagdad,« siger butiksindehaveren og holder en plasticflaske med grågrumset vand frem.

Og her holder ligheden med, hvordan deres sunnimuslimske bysbørn i Haifagade-kvarteret ser på Bagdads problemer også op.

For butiksindehaveren ser ikke Moktada al-Sadrs milits som en del af problemet, men som en del af løsningen på Bagdads problemer.

»Da Mehdiens Hær blev etableret var det en fredelig milits. Men da al-Qaeda rykkede ind i landet, var der brug for en front til at bekæmpe dem. Der bør være nogen, der beskytter de fattige og svage mod vold og bilbomber. Dem der ikke kan beskytte sig selv,« forklarer han.

»Al-Qaeda forsøger at ødelægge og terrorisere alt og alle. Selv de kvarterer, hvor sunnierne bor. På grund af al-Qaeda er her ikke noget arbejde, ikke noget demokrati, ikke noget liv.«

På spørgsmålet om Mehdiens Hær også holder til her i kvarteret, svarer han:

»Ja. De er i hele Irak. De er her er for at beskytte os mod al-Qaeda.«

»Mehdiens folk er gode mennesker. De beskytter de fattige kvarterer.«

I baggrunden holder en af hans medarbejdere to fingre strakt ud i et sejrstegn frem mod kameraet, mens et bredt smil spreder sig over ansigtet.

»Det er en afgørende tid for JAM, hvor de må afgøre, hvad de vil gøre med deres nye magt. Om de vil blive til en fredelig politisk organisation eller fortsætte som hidtil,« siger Pendletons underordnede løjnant Webber.

Men uanset dén beslutning er der ikke noget at tage fejl af. Moktada og shiiterne er på sejrsmarch i Bagdad.