Nye krigstrommer i Mellemøsten

Hizbollah peger fingre ad Israel i forbindelse med drabet på organisationens øverstbefalende i denne uge uden for Damaskus. Men vil Hizbollahs ventede svar sende de to ud i åben krig som i 2006?

Der blev kastet ris, mens Hizbollah-medlemmer bar den øverstbefalende Mustafa Badreddines kiste i Beiruts sydlige forstæder. Foto: Aziz Taher/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: Det er gået galt før, og det kan gå galt igen.

I 2006, da libanesiske Hizbollah ramte en israelsk militærpatrulje med et missil på den israelske side af grænsen og kidnappede to soldater, troede Hizbollahs ledelse ikke, det ville føre til krig. Men Israels dengang nye premierminister, forsvarsminister og generalstabschef slog igen med fuld styrke, og i løbet af lidt mere end en måned var store dele af Beiruts sydlige Dahiya-kvarter bombet til grus, mens millioner af israelere sad i beskyttelsesrum. Krigen kostede op mod 2.000 civile, israelske soldater og Hizbollah-soldater livet.

Ramt hyppigt og hårdt

Nu står parterne igen i en situation, der kan føre til krig. Hizbollahs øverstbefalende, Mustafa Badreddine, døde i denne uge i en eksplosion på en base ved Damaskus i Syrien. Han var ansvarlig for Hizbollahs operationer i Syrien og efterlyst af Domstolen i Haag for ansvaret for likvideringen af den tidligere libanesiske premierminister Rafik al-Hariri.

Ifølge Hizbollahs TV-station, al-Manar, og en række af organisationens politikere står Israel bag angrebet. Israel har angrebet Hizbollah i Syrien en række gange de seneste år, uden at Hizbollah har svaret igen. De fleste af angrebene har været rettet mod våbenlagre og konvojer.

Men når Hizbollah mister sin øverstbefalende, kan organisationen ikke komme uden om at svare igen. Derfor er spørgsmålet, om Hizbollah har evnen til at finde et israelsk mål, som Israel kan »leve med«, og som ikke vil tvinge Israel til at svare hårdt igen. Eller om Hizbollah-leder Hassan Nasrallah gentager sin fejlagtige kalkulering fra 2006.

Israel drager fordel af, at Hizbollah er travlt optaget af at redde den syriske præsident Bashar al-Assads regime. Man tillader sig at ramme Hizbollah hårdt og hyppigt i Syrien, fordi man går ud fra, at Hizbollah vil afholde sig fra også at åbne en front mod Israel, så længe den shiamuslimske organisation har tusinder af sine soldater på syrisk jord. Samtidig ser man, at deltagelsen i den syriske krig har svækket Hizbollahs regionale anerkendelse. I 2006 var Hizbollah den eneste magtfaktor, der turde sætte sig op mod Israel.

Bundet på hænder og fødder

Forældre i Cairo, Gaza og andre af regionens hjørner opkaldte børn efter Hassan Nasrallah. I dag er Hizbollah, takket være krigen i Syrien, bare endnu en sekterisk organisation, der er villig til at sende sine soldater i døden for en fremmed diktator, og som kynisk blæser på de interne spændinger, det skaber i hjemlandet, Libanon. Navnet Hassan Nasrallah er samtidig styrtdykket i popularitet blandt regionens sunnimuslimer.

Alt det har Nasrallah allerede selv analyseret sig frem til. Han er bundet på hænder og fødder i Syrien, fordi krigens gang handler om Hizbollahs fremtidige overlevelse. Og hans tøven med selv at beskylde Israel for angrebet på Mustafa Badreddine er første tegn på, at Hizbollah gerne vil tænke sig om, inden man tager på nye krigseventyr.