JERUSALEM: Selv John Kerrys ukuelige optimisme må have lidt et knæk, da han vågnede i går. USAs udenrigsminister var formodentlig knap nok gået i seng, da beskeden om en israelsk bosætter dræbt på Vestbredden strøg over Atlanten. Det er den første israeler dræbt af en palæstinenser siden 2011. Ifølge det oplyste stod den 31-årige, israelske mand ved et busstoppested for bosættere uden for Nablus, da han blev stukket ned af en palæstinensisk mand, der derefter stjal israelerens våben og skød både ham og mod israelske sikkerhedsstyrker, før drabsmanden selv blev ramt og overmandet.

Et par timer senere og fortsat midt om natten i Washington D.C. meddelte kilder i Gaza-striben, at en mand »i 20erne« var blevet dræbt af et israelsk luftangreb, da han kørte på sin motorcykel. En passager og en forbipasserende blev ifølge lokale kilder såret. Det var det første målrettede drab udført af israelsk militær siden november, da der blev indgået en aftale som afslutning på otte dages konfrontationer omkring Gaza-striben med gensidige beskydninger. En talsmand for den israelske regering sagde senere, at den dræbte var en »jihadi, der var ekspert i at fremstille raketter«. Talsmanden sagde også, at Israel betragter den dræbte som deltager i raketangrebet fra den egyptiske Sinai-halvø rettet mod Eilat midt i april, og som ikke resulterede i nogen skader. Angrebet følger et tidligere mønster, hvor angreb fra Egypten bliver gengældt af Israel mod formodede medskyldige i den palæstinensiske Gaza-stribe.

»Vi vil ikke acceptere den sporadiske affyring af raketter hverken fra Gaza-striben eller Sinai. Vi vil handle, og vi handler for at forsvare israelske borgere,« lød det fra den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, der også kommenterede drabet på Vestbredden.

»Terroristen, der begik mordet, er blevet fanget, og vi vil fortsætte med at handle på den front også.«

Blodige konfrontationer

Han kunne også have sagt »hvad sagde jeg«. USAs præsident, Barack Obama, har netop været i Israel, hvor han opfordrede til at give freden en ny chance, og Kerry har fortsat linjen med klassisk penduldiplomati, hvor den israelske og palæstinensiske ledelse lettere overbærende har givet USAs bestræbelser et »vindue« med gensidige løfter om tilbageholdenhed frem til slutningen af maj for at se, om der kan skabes basis for nye forhandlinger. Men Netanyahu har ikke et øjeblik lagt skjul på, at han anser Syriens borgerkrig og Irans atomprogram for langt vigtigere emner, og gårsdagens hårdt-mod-hårdt-retorik dækker over, at der løbende er masser af konfrontationer, også blodige i de palæstinensiske områder. Ni palæstinensiske unge, heriblandt en forbipasserende kvinde på vej hjem fra sine studier, er i år blevet dræbt af israelske soldaters skud i forbindelse med demonstrationer og andre episoder, flere under omstændigheder, der fortsat er ved at blive undersøgt af israelsk militær.

Netanyahu nævnte heller ikke, at vrede bosættere i går forsøgte at hævne drabet på Vestbredden. Seks bosættere blev fængslet af israelsk politi for at forsøge at spærre en vej. Der blev sat ild til palæstinensiske olivenmarker, mens der flere steder blev kastet sten mod biler og to skolebusser, hvor mindst to skolepiger blev såret. Netanyahus tidligere og formodet kommende udenrigsminister, Avigdor Lieberman, har for nylig opfordret israelske soldater til at beskyde stenkastende palæstinensere som terrorister, og flere israelske talsmænd har de seneste måneder understreget, at det har været berettiget at gribe hårdhændet ind mod unge palæstinensiske demonstranter, fordi stenkast kan være dræbende.

Sandheden har altid to sider

Sådan har sandheden altid – mindst – to sider i Mellemøsten. Den eneste enighed synes at være om amerikanernes naivitet. USAs udenrigsminister havde inden de to drab netop taget endnu et lille skridt fremad mod en ny fredsproces. Det var lillebitte, men det var i den retning, hvor en fredsaftale og en tostatsløsning ligger langt ude i horisonten. Den Arabiske Liga havde efter et besøg hos Kerry formuleret, at man vil acceptere en tostatsaftale »på basis af 1967-grænser med sammenlignelige og gensidige aftalte mindre landombytninger«. Ingen forestiller sig reelt noget andet, og EU og USA har benyttet tilsvarende ordlyd i flere år. Djævlen kan ligge i detaljen med ordet »mindre«, men det havde ingen lyst til at hæfte sig ved. Alt tæller på plussiden af en konto, hvor minusserne tårner sig op.

»Nyhederne er meget positive,« sagde den israelske justitsminister, Tzipi Livni.

Hun har fået ansvaret for den israelske regerings mulige genoptagelse af fredsprocessen med Det Palæstinensiske Selvstyre, men Netanyahu har lovet bosætterstøtterne i sin regering, at han vil holde godt øje med hende og kontrollere alle løfter og aftaler.

Svagt lyspunkt

Selv ikke den palæstinensiske selvstyrepræsident Mahmoud Abbas' erklærede forsøg på at skabe en samlingsregering og udskrive valg er noget klart lyspunkt for de amerikanske bestræbelser. Abbas søger en forsoning med Hamas, der kontrollerer Gaza-striben og har en politisk platform nogenlunde som Det Muslimske Broderskab i Egypten. En politisk udvikling vil være umulig i de palæstinensiske områder uden Hamas, men islamisterne har hidtil ikke villet opgive kampen med alle midler mod Israel, og både USA og EU karakteriserer Hamas som en terrororganisation, de ikke vil have noget med at gøre.

Som en ironisk krølle på en deprimerende dag sagde en Hamas-talsmand ifølge Reuters, at det israelske angreb var »uberettiget og en farlig eskalering« samtidig med, at han opfordrede den egyptiske regering i mæglerrollen til at få Israel til »at holde fast i roen og stoppe aggressionen«.

Boligministeren i den israelske regering erklærede efter drabet på Vestbredden, at hans parti, Bayit Yehudi, ikke vil støtte det kommende budgetforslag, hvis det ikke indeholder massive bevillinger til bosætterprojekter.

I den atmosfære lyder Hamas-erklæringen helt forsonlig. Om dét så varer ved, endsige kan give Kerry en god nattesøvn, er mere tvivlsomt.