Nye blodige sammenstød i Yemen vækker frygt i FN

Mindst otte civile blev fredag dræbt i sammenstød i Yemen. FN's generalsekretær er bekymret for udviklingen.

Tyk røg stiger her op over Aden i Yemen, som fredag var plaget af blodige sammenstød mellem separatister og regeringsstyrker. Fawaz Salman/Reuters Fold sammen
Læs mere

FN's generalsekretær er bekymret over fredagens voldelige sammenstød i Yemen.

Det oplyser generalsekretær António Guterres natten til lørdag dansk tid i en pressemeddelelse, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Mindst otte civile er fredag aften blevet dræbt i havnebyen Aden, som er hovedsæde for Yemens regering. Her opstod der fredag sammenstød mellem separatister og regeringsstyrker.

Guterres opfordrer i meddelelsen parterne i konflikten til at indgå i dialog »for at løse deres uenigheder«.

Urolighederne i Aden fortsatte fredag på tredje døgn. Sundhedsmyndighederne i byen oplyser, at 24 militante er blevet dræbt de seneste dage uden at oplyse, hvorvidt der er tale om regeringssoldater eller separatister.

Den eskalerede vold komplicerer FN's igangværende forsøg på at forhandle en fredsaftale på plads og gøre en ende på den mere end fire år lange borgerkrig i landet.

Siden 2015 har regeringsstyrker med støtte fra Saudi-Arabien bekæmpet houthi-oprørerne i landet.

Men de seneste uroligheder tyder på en ny splittelse på regeringssiden i konflikten, skriver nyhedsbureauet AP.

Sammenstødende i Aden begyndte tidligere på ugen, efter at separatister anklagede et islamistisk parti, der er allieret med landets præsident, Abd-Rabbu Monsour Hadi, for at stå bag et missilangreb på en militærparade i byen.

Ifølge Reuters er den interne splittelse opstået, efter at De Forenede Arabiske Emirater har nedskaleret sin militære tilstedeværelse i blandt andet Aden efter pres fra vestlige allierede.

Borgere i Aden fortæller, at granater fredag landede på tagene af civile hjem i den nordlige del af byen, hvor kampene var koncentreret.

Læger uden Grænser oplyser til Reuters, at organisationen har behandlet 75 tilskadekomne siden torsdag nat.

Hovedparten var civile, som var ramt blevet ramt af omstrejfende projektiler eller granater, oplyser Læger uden Grænser.

/ritzau/