En mand, der er anklaget for drab på 15 personer i et skyderi i december på stranden Bondi Beach i den australske storby Sydney, står over for en række nye anklager.

Det viser retsdokumenter onsdag, skriver nyhedsbureauet AFP.

Der er ifølge AFP rejst yderligere 19 anklager mod den formodede gerningsmand Naveed Akram.

De nye anklager omhandler blandt andet flere tilfælde af skydning med hensigt om at dræbe.

En anden anklage går desuden på at modsætte sig anholdelse ved at affyre skydevåben.

To gerningsmænd stod bag masseskyderiet på Bondi Beach, hvor de skød ind i en menneskemængde, som fejrede den første dag af chanukah, der er en jødisk højtid. 15 personer døde.

Naveed Akrams 50-årige far, Sajid Akram, blev dræbt af politiet, efter at et stort antal betjente var rykket ud til stranden.

Den 24-årige søn blev også skudt af politiet, men han overlevede. To dage efter angrebet vågnede han efter at have ligget i koma.

Naveed Akram blev sigtet for 59 forhold i forbindelse med skyderiet, blandt andet for at have begået en terrorhandling og 15 tilfælde af drab.

Onsdag afslører retsdokumenter yderligere 19 sigtelser mod Naveed Akram.

Ifølge mediet Canberra City News drejer det sig om ti tilfælde af skydning med hensigt om at dræbe.

Seks af de nye sigtelser går på, at Naveed Akram skulle have modsat sig anholdelse ved at affyre skydevåben.

Naveed Akram er endnu ikke blevet pålagt at komme med en tilkendegivelse om, hvorvidt han vil erklære sig skyldig eller uskyldig i anklagerne.

I retsdokumenter, der kom frem i december, oplyste australsk politi, at faren og sønnen optog en video før skyderiet på den kendte strand i Sydney.

Siddende foran et Islamisk Stat-flag fremsagde de i videoen et vers fra Koranen, fremgår det af dokumenterne.

Andre retsdokumenter har vist, at de to formodede gerningsmænd besøgte Bondi Beach den 12. december - to dage før angrebet fandt sted.

/ritzau/