Ny video viser: Her blev Navalnyj forgiftet

Synderen var ikke den famøse tekop i lufthavnen. En ny video udsendt af holdet bag den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj viser, hvor han højst sandsynligt blev forgiftet.

Efter flere uger i kunstig koma kom Aleksej Navalnyj i denne uge til bevidsthed på Charité-hospitalet i Berlin. »Jeg kan stadig næsten ingenting, men hele dagen i går kunne jeg trække vejret selv,« lød hans egen kommentar til det billede, han postede på Instagram. Omkring ham står hans kone og to børn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alexei Navalny Handout/EPA/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi ved nu med stor sandsynlighed, hvordan den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj blev forgiftet med nervegiften Novitjok. Og vi ved også, at de russiske myndigheder har alle muligheder for at finde ud af, hvem der gjorde det – hvis de ellers ville.

Men hidtil er der ikke indledt en politiefterforskning af attentatforsøget – i stedet har de russiske sikkerhedstjenester konfiskeret afgørende bevismateriale.

Kilden til de nye oplysninger i sagen er den vandflaske, som tyske specialister har fundet spor af Novitjok på. I en ny video, som Navalnyjs hold har lagt på de sociale medier, kan man se, hvor flasken stammer fra – og at forgiftningen højst sandsynligt ikke er sket i lufthavnen i Tomsk, som man hidtil har troet.

Aleksej Navalnyj blev forgiftet 20. august. På vej i et morgenfly fra den sibirske by Tomsk mod Moskva fik han det pludselig meget dårligt, begyndte at svede voldsomt og skrige af smerte, inden han besvimede på flytoilettet. Flyet nødlandede i byen Omsk, hvor Navalnyj blev behandlet på hospitalet og efter pres fra familien fløjet til det tyske Charité-hospital i Berlin. Det var her, at de tyske læger fandt de første spor af, at der var tale om en gift fra Novitjok-gruppen.

Hvad med en kop russisk te?

Kort efter at forgiftningen af Navalnyj blev kendt, begyndte der at cirkulere billeder på de sociale medier, som forbipasserende havde taget af den kendte politiker i lufthavnen i Tomsk.

På et af billederne drikker Navalnyj en kop te, som angiveligt var det eneste, han havde indtaget den morgen. Da den afhoppede russiske agent Aleksandr Litvinenko blev forgiftet i London i 2006, var det netop teen, der var synderen. Måske derfor blev det hurtigt til den vedtagne sandhed i offentligheden, at også Navalnyj var blevet forgiftet af en kop te. Det passede godt ind i den generelle forestilling om, hvordan den slags sker.

Men eksperter har længe sået tvivl om den teori. Selv en minimal mængde Novitjok ville have slået Navalnyj ihjel på et øjeblik, hvis han havde indtaget den gennem munden.

I stedet lød gættet fra en af de gamle Novitjok-skabere fra sovjettiden, Vladimir Uglev, at synderen skulle findes på hotelværelse 239 på første sal af Hotel Ksander i Tomsk, som Navalnyj havde forladt tidligt samme morgen. På den måde kunne giften langsomt være trængt gennem huden, sagde Vladimir Uglev til det russiske gravermedie Proekt. Det passede også med det tidspunkt, Navalnyj fik det dårligt: kort efter flyets afgang.

Den teori har nu fået ny næring af en video, som holdet bag Aleksej Navalnyj har udsendt på de sociale medier torsdag.

Værelse 239

Mens Navalnyj tog af sted mod Moskva, blev en del af holdet tilbage i Tomsk for at færdiggøre en video om korruption, som de havde været i byen for at lave. Straks efter at de hørte, at Navalnyj var blevet alvorligt syg på flyet, skyndte de sig op på hans hotelværelse for at sikre sig eventuelle beviser.

De gjorde sig ingen store forhåbninger om at finde nogen rygende pistol, men de havde omvendt heller ingen tillid til, at politiet ville igangsætte en grundig efterforskning.

På værelset fandt de blandt andet tre brugte vandflasker, som hotellet havde stillet til rådighed, og som Navalnyj havde drukket af. De pakkede dem ned sammen med Navalnyjs øvrige efterladenskaber fra værelset og sendte dem til de tyske læger i Berlin.

Og det var her, på ydersiden af en af disse tre vandflasker, at lægerne altså fandt spor af Novitjok. Fundet er siden blevet bekræftet af uafhængige eksperter i Sverige og Frankrig.

Alt tyder altså på, at det er her på hotelværelset i Tomsk, at Aleksej Navalnyj er blevet forgiftet med Novitjok.

Ifølge personalet på Hotel Ksander var Navalnyjs værelse og naboværelse lukket for adgang de næste fire dage, mens en efterforskningsenhed indsamlede beviser, fortæller de til mediet Proekt.

De tog blandt andet optagelserne fra hotellets overvågningskameraer med sig, skriver en af Navalnyjs forpersoner, Ljubov Sobol, på Twitter. Men der er endnu ikke iværksat en officiel politiefterforskning af sagen.

»Det beviser, at de ikke bare ved, hvem der kom med flasken. De dækker også over det,« skriver Ljubov Sobol.

Efter flere uger i kunstig koma er Aleksej Navalnyj nu ved bevidsthed på hospitalet i Berlin. Han har det efter omstændighederne godt, men har endnu ikke kommenteret sin egen forgiftning. Han planlægger at vende tilbage til Rusland hurtigst muligt, oplyser de tyske myndigheder.