Ny udgave af ikonisk Nokia 3310 præsenteret på mobilmesse

Den legendariske Nokia 3310-model er søndag blevet præsenteret på messe i Barcelona og spås stort comeback.

HMD global CEO Arto Nummela presents his company's new phone "Nokia 3310" during a press conference on February 26, 2017 on the eve of the start of the Mobile World Congress. Phone makers will seek to seduce new buyers with even smarter Internet-connected watches and other wireless gadgets as they wrestle for dominance at the world's biggest mobile fair starting tomorrow. / AFP PHOTO / Josep Lago Fold sammen
Læs mere
Foto: JOSEP LAGO

Næsten 17 år efter at Nokia sendte mobilmodellen 3310 på markedet, er den søndag blevet præsenteret igen - i ny indpakning - forud for teknologimessen Mobile World Congress i Barcelona.

For mange var 3310-modellen den første telefon, de nogensinde købte. Den har derfor opnået en form for kultstatus.

Den kunne holde batteri i dagevis og gik ikke i stykker af at blive tabt på gulvet. Til gengæld kunne den ikke meget mere end at ringe og sende sms-beskeder.

Derudover er den også kendt for simple computerspil som for eksempel "Snake".

Det vil også være at finde på den nye udgave, der lanceres med en pris på 49 euro - godt 350 kroner.

Modellen blev produceret i 126 millioner eksemplarer, inden at den blev udfaset i 2005.

Det er den finske mobiltelefonproducent HMD Global, der står bag relanceringen.

HMD Global har overtaget rettighederne til at sælge mobiltelefoner under Nokias varemærke.

Den danske mobilekspert John G. Pedersen fra meremobil.dk kalder det et marketingstrick.

- Relanceringen af Nokia 3310 er grundlæggende set et marketingstrick, der skal drage opmærksomhed over på Nokias andre produkter, men selvfølgelig også sælge nogle af de her 3310'ere, der jo bare er en tale- og sms-telefon i et nyt, friskt design og med rigtig lang batteritid.

- Det, tror jeg, vil appellere til rigtig mange kunder, siger han.

Teknologikonsulenten Ben Wood fra CCS Insight kalder det et klogt træk.

- 3310 var den første masseproducerede mobiltelefon, og der er masser af nostalgi og følelser knyttet til den, siger teknologikonsulent Ben Wood til BBC.

- Hvis HMD Global havde præsenteret tre nye Android-enheder, havde pressen knap nok gidet skrive om det.

- Så det er et klogt træk at relancere 3310, og vi forventer, at den vil sælge i stort antal, siger han videre.