Sam Bankman-Fried, den svindeltiltalte stifter af kryptobørsen FTX, bliver nu også tiltalt for at bruge stjålne kundemidler til at donere mere end 100 millioner dollar til politiske kampagner inden det amerikanske primærvalg sidste år.

Det oplyser føderale anklagere mandag.

Den 31-årige tidligere milliardær har tidligere erklæret sig ikkeskyldig i en tiltale, hvor han anklages for at have brugt stjålne kundemidler til at dække over tabet i Alameda Research - hans egen kryptofokuserede hedgefond.

Mark Botnick, der er talsmand for Bankman-Fried, har afvist at kommentere den seneste tiltale.

Bankman-Fried red på en bølge af succes i kryptovalutaens verden og akkumulerede en formue på estimerede 26 milliarder dollar.

Han blev også en indflydelsesrig donor for hovedsageligt demokratiske kandidater og sager.

I november 2022 kollapsede FTX, fordi mange kunder trak deres penge fra børsen. Det decimerede både hans formue og hans omdømme.

I mandagens tiltale lyder det, at Bankman-Fried bad andre ledere i FTX om at donere for at undgå at ramme grænsen for donationer. Det skete som et led i en indsats for at få regulering, der er mere venlig over for kryptovaluta.

Til at starte med blev Bankman-Fried tiltalt for at overtræde amerikanske love for kampagnefinansiering, men den tiltale blev droppet sent i juli.

Det skete, efter at Bahamas sagde, at det ikke ville udlevere Bankman-Fried til USA på den tiltale.

FTX havde base i Bahamas, og det var der, Bankman-Fried blev anholdt i december sidste år.

Lewis Kaplan, der er distriktsdommer i Manhattan i New York, har sagt, at Bankman-Fried skal blive i fængsel, indtil hans retssag begynder 2. oktober.

Det skal han, fordi der er begrundet mistanke om, at finansmanden har forsøgt at påvirke vidner to gange.

/ritzau/Reuters