Ny strid mellem Georgien og Rusland

Georgien beskylder Rusland for at sende fjernstyret raket mod Georgien. Rusland afviser.

Georgien beskyldte tirsdag i skarpe vendinger Rusland for at have affyret en fjernstyret raket mod georgisk territorium nær en landsby 65 kilometer vest for hovedstaden Tbilisi. Rusland afviste beskyldningerne.

Den georgiske præsident, Mikheil Saakashvili, sagde, at "al denne provokation har til formål at svække Georgiens stabilitet og ændre landets politiske kurs. Vi venter på en officiel forklaring fra Rusland."

Georgiens indenrigsminister sagde, at raketten blev affyret fra fly, der krydsede Georgiens grænse fra Rusland. I Tbilisi blev Ruslands ambassadør kaldt til møde i Georgiens udenrigsministerium, hvor han fik udleveret en protestskrivelse.

Raketten eksploderede ikke, men borede sig i stedet ned i en mark nær landsbyen Tsitelubani, sagde en journalist fra nyhedsbureauet Reuters. En embedsmand fra ministeriet sagde, at raketten ville have forårsaget en katastrofe, hvis den var eksploderet.

/ritzau/