Ny statue hylder Mandela i London

Det var en rørt Nelson Mandela, som onsdag ved en ceremoni foran det britiske parlament blev hyldet for sin kamp imod apartheid med en statue.

Sydafrikas frihedshelt og tidligere præsident Nelson Mandela gik hånd i hånd med den britiske premierminister, Gordon Brown, som støttede den 89-årige apartheidmodstander, da denne onsdag blev hyldet med et mindesmærke foran Parliament Square i London.

- Mandela er vor generations største og modigste leder, sagde Brown.

Den 2,74 meter store bronzestatue viser en smilende Mandela, der rækker hænderne ud på pladsen foran det britiske parlament, hvor der i forvejen er rejst mindesmærker over statsmænd som Winston Churchill og Abraham Lincoln.

- Selv om denne statue kun viser én mand, burde den faktisk være et symbol for alle, der har modsat sig undertrykkelse, sagde Mandela, der blev ledsaget af sin hustru Graca Machel.

Statuen blev afsløret efter fem års strid om dens rette placering.

/ritzau/