Ny stabschef står over for to store udfordringer - men Trumps forkærlighed for generaler kommer ham til gode

De politiske rådgivere, der huserer i Det Hvide Hus, har ligget i interne stridigheder, siden Donald Trump kom til magten. Nu hyrer præsidenten en general til at få styr på de stridende tropper.

(Fra venstre mod højre) National sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster, seniorrådgiver Jared Kushner, den nu tidligere stabschef Reince Priebus, daværende sikkerhedsminister og kommende stabschef John Kelly, udenrigsminister Rex Tillerson og vicepræsident Mike Pence indtager deres pladser, inden en nyhedskonference mellem præsident Donald Trump og den colombianske præsident Juan Manuel Santos. Det Hvide Hus, Washington, USA. 18. maj 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: YURI GRIPAS

Den tidligere general John Kelly har ikke stor politisk erfaring, men han har været loyal over for Donald Trump, og som nyudpeget stabschef skal han forsøge at indføre disciplin i præsidentens stab.

I en analyse kalder Washington Post valget af John Kelly for utraditionelt, men i tråd med, at Trump bevæger sig længere og længere væk fra det republikanske etablissement, som den tidligere stabschef Reince Priebus, hvis afgang Trump annoncerede via Twitter, netop repræsenterede.

Den 67-årige John Kelly var general i det amerikanske marinekorps i mere end fire årtier og nåede kun at være pensioneret i kort tid, inden Donald Trump udpegede ham til sikkerhedsminister. Som sikkerhedsminister har han de sidste seks måneder stået i spidsen for at forhindre illegale immigranter i at krydse den amerikanske grænse og for planen om at bygge en mur mellem USA og Mexico.

Financial Times skriver, at John Kelly vil møde to store udfordringer, når han mandag begynder som stabschef i Det Hvide Hus. For det første skal han få styr på de stridende rådgivere og den kaotiske situation. For det andet vil han have at gøre med en temmelig udisciplineret præsident.

John Kelly kan ifølge New York Times potentielt skabe mere stabilitet i Det Hvide Hus, forudsat at Donald Trump giver ham autoritet til at sige fra over for præsidentens andre rådgivere, der hidtil har haft næsten uhindret adgang til præsidenten.

Avisen rapporterer også, at John Kelly bliver hilst velkommen af både republikanere og demokrater som ny stabschef. Håbet er, at han kan sætte en stopper for de mange interne fejder, der har præget Trumps første tid i Det Hvide Hus.

Valget af John Kelly bunder ifølge New York Times’ analyse i et brændende ønske fra Donald Trumps side om, at der bliver tilført styrke og beslutsomhed til det Det Hvide Hus, hvilket ikke skete under den tidligere stabschef Reince Priebus’ tid. Ydermere har John Kelly stor militær erfaring - noget, som Donald Trump værdsætter højt.

Financial Times påpeger, at Donald Trump har et særligt blødt punkt, når det kommer til generaler. John Kelly er nemlig ikke den eneste general i Trumps administration. Donald Trump ansatte først generalen Michael Flynn som national sikkerhedsrådgiver, og da han efter kort tid gik af, fik den pensionerede general HR McMaster stillingen.

Derudover er forsvarsminister James Mattis også tidligere general.

John Kelly beskrives af sine venner og kolleger som en fuldendt militærmand ifølge CNN. Han har været udstationeret i Irak, hans 29-årige søn, der var marineinfanterist, blev dræbt i Afghanistan i 2010, og fra 2012 og fire år frem var John Kelly øverstkommanderende i US Southern Command, der blandt andet står for at planlægge operationer og sikkerhedssamarbejde i Sydamerika, Centralamerika og Caribien.

Ifølge flere amerikanske medier foretrækker han en hård linje, når det kommer til kampen mod terrorister, og Financial Times skriver, at John Kelly var imod Barack Obamas planer om at lukke Guantanamo-fængslet.

John Kellys bekendte siger ifølge New York Times, at han ikke er bange for at udfordre sine overordnede.

Den forhenværende general har tidligere i år også vist sin støtte over for Donald Trump ved at forsvare Trumps rådgiver og svigersøn, Jared Kushner, da det kom frem, at Kushner havde forsøgt at skabe en måde at kommunikere med Rusland på udenom det officielle system.

John Kelly har også støttet Trump i hans kamp mod medierne. Da præsidenten ved en ceremoni for den amerikanske kystvagt fik overrakt en sabel, hviskede John Kelly til ham, uden at indse at en mikrofon var tændt, at Trump kunne bruge sablen mod pressen.

Magasinet The Atlantic skriver, at John Kellys største udfordring bliver at holde præsidenten på ret kurs og at finde en måde, hvorpå præsidenten kan bruge sin energi fornuftigt.

Ansættelsen af John Kelly kommer kort efter, at Donald Trump ansatte finansmanden Anthony Scaramucci som kommunikationsdirektør. Scaramuccis motto har ifølge The Atlantic været, at man skulle lade Trump være Trump.

The Atlantic skriver, at Kellys skæbne nærmere afhænger af, om han kan forhindre Trump i at være Trump.