En sprængfarlig situation truer lige nu med at splitte Syrien og forårsage endnu en større konflikt i Mellemøsten.
I den sydlige syriske provins Suwayda har kampe mellem to religiøse minoriteter de seneste dage kostet flere end 200 personer livet.
Og nu blander Israel sig i konflikten, der risikerer at ekslodere.
Konflikten er opstået mellem drusere – et religiøst mindretal – og beduinske sunniklaner.
Både Syriens regeringshær og Israels militær er dog nu gået ind i situationen på hver sin side – hvilket gør den yderst sprængfarlig. IDF har direkte angrebet syriske regeringstropper.
Senest har israelske droner onsdag angrebet det syriske militærs hovedkontor i Damaskus.
Det syriske styre står på sunniklanernes side, ikke mindst fordi størstedelen af den syriske befolkning er sunnimuslimer.
På den anden side forsøger Israel at beskytte det drusiske mindretal i Suwayda-provinsen.
Men hvorfor går Israel nu ind i en ny konflikt i Mellemøsten, når den israelske hær allerede er i gang med en voldsom krig i Gaza og en ulmende konflikt i Iran?
Vi tager det i små skridt. Følg med:
Hvad handler kampene i Syrien om?
Efter at Syriens daværende diktator, Bashar al-Assad, blev væltet i december sidste år, lovede landets nye præsident, Ahmed al-Sharaa, mere inklusion og at beskytte »alle Syriens forskellige samfund«.
Men sunniekstremistiske styrker, der er loyale over for den nye leder, er fortsat med at konfrontere forskellige religiøse mindretal med vold, skriver blandt andre CNN og AFP.
Suwayda-provinsen har indtil videre været under kontrol af druserne, som nægter at indgå i en fælles syrisk hær.

Nogle sunnimuslimske militser har fået nok af drusernes autonomi, og Ahmed al-Sharaas regering forsøger altså nu også at kæmpe mod de drusiske militser.
Ahmed al-Sharaa, der forsøger at forene et væld af væbnede fraktioner under én samlet hær, har ikke været i stand til at sikre en aftale med druserne, der insisterer på at beholde deres våben og uafhængige militser.
Druserne i Syrien er generelt skeptiske over for landets nye præsident. Flere har ifølge CNN udtrykt bekymring over, at deres øverste ledere er blevet udelukket fra helt centrale regeringsforhandlinger.
Hvem er druserne?
Druserne udgør et mindretal i både Syrien, Libanon og Israel. De tilhører en fjern gren af islam. Den betragtes ofte som en helt særskilt religion.
Der bor mere end 100.000 drusere i Israel, heraf 20.000 i de israelsk besatte Golan-højder, hvilket til dels forklarer Israels ønske om at forsvare dem i Syrien.
Golanhøjderne er et strategisk område, som Israel erobrede fra Syrien under Seksdageskrigen i 1967.

I modsætning til andre minoriteter inden for Israels grænser har drusiske mænd over 18 år været indkaldt til det israelske militær siden 1957. og de stiger ofte til høje stillinger, mens mange gør karriere i politiet og sikkerhedsstyrkerne.
Drusernes forhold til Israel er dog kompliceret.
Eksempelvis identificerer de fleste drusere, der bor i Golan, sig som syrere og afviste derfor også et tilbud om israelsk statsborgerskab, da Israel erobrede området 1960erne. De, der nægtede, fik israelske opholdskort, men betragtes ikke som israelske statsborgere.
Hvad vil Israel?
Tirsdag sagde den israelske premierminister, Benjamin Netanyahus, kontor, at Israel er »forpligtet til at forhindre skade på druserne i Syrien på grund af den dybe broderlige alliance med vores drusiske borgere i Israel og deres familiære og historiske bånd til druserne i Syrien.«
De forsøger altså at beskytte druserne.
Derudover er Israel formentlig bekymret over, at den syriske hær og ekstremistiske sunnimilitser kan få adgang til grænseområdet til Israel, hvis de overtager kontrollen i Suwayda-provinsen.

Den israelske regering har forsøgt at erklære en demilitariseringszone i Syrien. Den skal »forbyde indførelsen af styrker og våben i det sydlige Syrien«. Det er her kampene lige nu foregår.
Israel føler sig altså truet.
Den syriske regering har afvist Israels erklæring om en demilitariseret zone og har sammen med det internationale samfund gentagne gange opfordret Israel til at ophøre med militære aktioner, der krænker landets suverænitet.
Trump-administrationen har opfordret Israel til at indstille angrebene i Syrien.