Ny regering udnævnt af Tjekkiets præsident

Præsident Vaclav Klaus udnævnte tirsdag ny centrum-højre regering under premierminister Mirek Topolanek.

Den tjekkiske præsident, Vaclav Klaus, udnævnte tirsdag en ny centrum-højre regering ledet af premierminister Mirek Topolanek.

Tjekkiet har i syv måneder været inde i en dyb politisk krise, efter et uklart resultat ved et parlamentsvalg.

Topolanek har dannet en regering bestående af tre partier - De Kristne Demokrater, Det Grønne Parti og hans egne Borgerdemokrater (ODS). Men koalitionen har kun 100 af de 200 pladser i parlamentet, mens venstrefløjen kontrollerer de øvrige pladser. De tre regeringspartier er derfor afhængige af støtte fra socialdemokratiske afhoppere.

En tillidsafstemning til den nye regering skal ifølge forfatningen finde sted inden for 30 dage, men den ventes at blive afviklet hurtigere.

/ritzau/