Luften i byer verden over er hårdt plaget af luftforurening. Nu viser en ny rapport, hvor slemt det står til.
I den årlige rapport, der udarbejdes af det schweiziske firma IQAir, indgår tal for luftkvaliteten i 8.954 byer fordelt på 138 lande, regioner og territorier. Kun i 12 ud af de 138 lande, regioner og territorier holder luftkvaliteten sig inden for anbefalingerne. Tallene er baseret på målinger fra 2024.
Top-10 over dårlig luftkvalitet udgøres udelukkende af lande og områder i Afrika og Asien. De fem lande, som udleder mest, har et PM2,5 niveau, som er over ti gange så højt, som WHO anbefaler. De næste fem landes niveau er 7-10 gange så højt som anbefalet.
I toppen af listen ses det afrikanske land Chad, hvor luftkvaliteten i byerne er over 18 gange værre, end WHO anbefaler. Går man længere ned ad listen, er det tydeligt, at luftforurening er et problem over det meste af verden, herunder i Danmark.
Danmark har dog en pæn placering på listen som nummer 115, med et tal på 7,2 – altså 2,2 højere end anbefalet. I både Sverige, Norge, Finland og Island er luftkvaliteten dog bedre.
I Danmark er der målt i seks forskellige byer, hvor Aarhus topper luftforureningslisten med en måling på 8,0, mens Sakskøbing er i bunden med 6,3. For de fire resterende danske målinger, er tallene 7,1 for København og Hornbæk, 6,9 for Silkeborg og 6,5 for Hillerød.
I rapporten måles PM2,5-niveauet, som er partikler, der kan være sundhedsskadelige, hvis luften indeholder for store mængder af dem. WHO anbefaler, at man maksimalt udleder fem mikrogram pr. kubikmeter for at holde luften på et sundt niveau. Data i rapporten er målt på baggrund af dette.
Kigger man udelukkende på byer, findes seks af de værst ramte byer i Indien i top-10 med Byrnihat på førstepladsen med en måling på 128,2 – altså næsten 26 gange højere end anbefalet.
For at finde de lande og byer, som lever op til WHOs anbefalinger, skal man langt ned ad listen. Det er nemlig kun 12 ud af de 138 lande, regioner og territorier, som holder sig inden for anbefalingerne. Blandt dem findes Australien, Polynesien og Bahamas. Det eneste skandinaviske land, som er repræsenteret på denne del af listen, er Island.
Ifølge Miljøstyrelsen består partikelforurening af primære partikler, som udledes direkte fra en kilde, samt af sekundære partikler, der dannes i atmosfæren ud fra andre stoffer. Disse kan være svovldioxid, kvælstofoxider og ammoniak. Knap 60 procent af Danmarks udledning af PM2,5-partikler kommer fra brændeovne, kedler og halmfyr. En stor del kommer dog også fra transport.