Huller i skroget på færgen "Estonia" opstod som et resultat af kontakt med havbunden.
Sådan lyder konklusionen i en fælles rapport fra Sverige, Estland og Finlands havarikommissioner.
Havarikommissionerne fastslår ligeledes, at "Estonia" sank på grund af en fejl i bovkonstruktionen, og at der dermed ikke er nogen grund til at genåbne sikkerhedsundersøgelsen vedrørende ulykken.
"Estonia" forliste på vej fra Tallinn i Estland til Stockholm under en storm i de tidlige morgentimer i september 1994. I løbet af kort tid sank færgen. 852 personer omkom ved det, der betegnes som en af de største katastrofer til søs i fredstid i Europa.
Blandt de omkomne var fem danskere. 137 personer overlevede forliset.
Den fælles rapport er udarbejdet, efter at der i september 2020 blev offentliggjort optagelser, der såede tvivl om den hidtidige forklaring om årsagen til forliset.
Optagelserne viste tilsyneladende uforklarlige huller i skroget på den sunkne færge.
- Vores konklusion er, at MS Estonia sank på grund af, at bovkonstruktionen kollapsede, og at de nye skader på styrbord side opstod ved kontakt med havbunden. Derfor er der ingen grund til at genåbne en ny fuldskalasikkerhedsundersøgelse af ulykken, siger Jonas Bäckstrand fra den svenske havarikommission på et pressemøde i Tallinn, skriver nyhedsbureauet TT.
I rapporten lyder det desuden, at beregninger viser, at det er usandsynligt, at skaden på siden af skroget skulle være sket, mens færgen stadig var flydende.
Det påpeges desuden, at formen på skaden i høj grad passer med de underliggende geologiske formationer på havbunden.
- Der foreligger ingen tilgængelige beviser, der tyder på, at den nye deformation eller dele af den blev forårsaget af en eksplosion eller en kollision ved overfladen, lyder det i rapporten.
/ritzau/
