Onsdag åbner østrigsk politi en ny politistation på adressen Salzburger Vorstadt 15 i Braunau am Inn ved grænsen mellem Østrig og Tyskland.

Stedet har i årtier været omstridt, fordi det var her, den senere nazileder Adolf Hitler blev født 20. april 1889.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Adressen fik status som mindested i 1938 og har siden Anden Verdenskrig blandt andet fungeret som bibliotek og handicaphjem.

Selv om Hitlers fødehjem gennem tiden har haft flere funktioner, er stedet vedblivende blevet sat i forbindelse med Hitler, hvilket har skabt panderynker hos de østrigske myndigheder.

Siden 2011 har huset stået tomt.

Der har ofte været nynazister på stedet for at mindes Hitler på hans fødselsdag. I 2016 besluttede Østrigs regering, at der skulle gøres noget, og der blev vedtaget en lov om ekspropriering af bygningen.

Efter at huset på Salzburger Vorstadt 15 blev overdraget fra en privat ejer til den østrigske stat, blev det vedtaget, at det skulle bygges om for at kunne huse en ny politistation.

Ombygningen, der har kostet 20 millioner euro, begyndte i 2023 og har ifølge AFP gjort Hitlers fødehjem stort set ugenkendeligt.

Bag renoveringen står det østrigske arkitektfirma Marte.

Uden for den nye politistation er rejst en stor sten med en tekst, som giver et hint om stedets historiske tråde til nazismen og Anden Verdenskrig:

- For fred, frihed og demokrati.

- Aldrig fascisme igen.

- Millioner af døde advarer.

Under Hitlers ledelse annekterede Nazityskland Østrig i 1938. Herefter blev 65.000 østrigske jøder slået ihjel og yderligere 130.000 tvunget på flugt.

Mere end 80 år efter Nazitysklands fald er Østrigs forhold til nazismen stadig et ømt punkt for østrigerne.

For landet tog imod den tyske annektering med åbne arme og er ofte blevet kritiseret af ofrene for Nazitysklands forfølgelser for ikke at have taget skylden for de uhyrligheder, som fandt sted under det nazistiske styre.

Der har tidligere været forslag om at gøre Hitlers fødested til en bygning, hvor mennesker kunne samles og diskutere fred og fredsskabelse, ligesom der har været forslag om at gøre stedet til et holocaustmuseum.

Men forslaget om museet blev afvist af de østrigske myndigheder af sikkerhedsårsager.

Cirka seks millioner jøder blev dræbt under Holocaust. Andre befolkningsgrupper, som målrettet blev slået ihjel af nazisterne under Anden Verdenskrig, var romaer, handicappede, medlemmer af Jehovas Vidner og homoseksuelle.

RITZAU