Ny orkan på vej: Folk strømmer fra hærgede øer i Caribien

Orkanen Maria vil ifølge prognoser som minimum blive en kategori 3-orkan og ramme små øer mandag og tirsdag.

Orkanen Maria vokser sig stærk i Irmas bane. Fold sammen
Læs mere
Foto: VALENTINE AUTRUFFE

Folk er strømmet fra øerne Sankt Jan og Sankt Thomas, som blev hærget voldsomt af orkanen Irma i forrige uge, til Sankt Croix for at forberede sig på den næste orkan Maria.

Det siger generalsekretær for Røde Kors i Danmark Anders Ladekarl, der befinder sig på Sankt Croix på De Amerikanske Jomfruøer, tidligere Dansk Vestindien.

»Folk er i gang med at forberede sig og har blandt andet sat sandsække op og skodder for vinduerne,« siger Anders Ladekarl.

»Alle er blevet bedt om at forlade Sankt John (Sankt Jan.red.) og i et vist omfang også Sankt Thomas,« siger han.

Orkanen Maria står til i løbet af mandag og tirsdag at bevæge sig over øgruppen Leeward Islands, der blandt andet tæller de tre øer.

Forrige uge ramte orkanen Irma De Amerikanske Jomfruøer, hvor op mod 80 procent af Sankt Jan ifølge generalsekretæren blev ødelagt, mens omtrent 40 procent af Sankt Thomas blev ødelagt. Sankt Croix fik kun almindelige stormskader.

»Vi har evakueret de fleste medarbejdere fra de to øer, for når stormen rammer, er der ikke mere, vi kan gøre. Så handler det om at gemme sig, indtil den er ovre,« siger Anders Ladekarl.

Ifølge generalsekretæren er de amerikanske myndigheder massivt til stede og koordinerer arbejdet på De Amerikanske Jomfruøer.

Røde Kors' opgave har været at stå for husly til de mange personer, som har mistet deres hjem under Irma.

»Vi sørger for, at folk har et midlertidigt sted at bo, hvis deres hus bliver ødelagt, eller de skal evakueres. Så det handler om mad, vand, tæpper og sanitet til folk, der måske kun lige har fået en kuffert med,« siger generalsekretæren.

Orkanen Maria vil ifølge prognoser som minimum blive en kategori 3-orkan på skalaen, der går til 5.

Irma var flere gange i løbet af sin hærgen oppe på kategori 5.

Anders Ladekarl er selv i relativ sikkerhed på et hotel i byen Christiansted på Sankt Croix, og ifølge ham er det ikke De Amerikanske Jomfruøer, der står til at lide mest under orkanen Maria.

»Det, som vi først og fremmest er nervøse for, er blandt andet øen Barbuda og nogle af de små østater, som ikke får hjælp fra amerikanerne. Det er fattige østater, som nu får endnu et slag. Hvordan de skal klare sig, det er svært at sige,« siger han.

»Jeg er bange for, at når vi gør skaderne op efter mandag og tirsdag, kommer vi nok til at få brug for flere ressourcer,« siger Anders Ladekarl.

/ritzau/