For tre uger siden viste udsigten fra den japanske ø Iwoto bølgeskvulp i et åbent turkisblåt hav.
Nu er der en ny ø lige ud for kysten, overdækket af en sky af røg.
Det nye landareal vokser og vokser og giver et sjældent indblik i, hvordan vulkanøer opstår.
For den lille ø poppede op over havoverfladen, efter en række undersøiske vulkanudbrud begyndte i oktober ved Ogasawara-økæden i det nordvestlige Stillehav, og nu viser en video en mørk sky af aske over den lille, nye ø.
Det skriver The Guardian.
Undersøiske vulkanudbrud er ikke uvant for området, og et lignende udbrud fandt sted sidste år i samme område, men denne gang sker udbruddet akkurat over vandoverfladen, fortæller Yuji Usui, senioranalytiker i vulkansk aktivitet ved Japans meteorologiske agentur.
»Nu hvor det er synligt, er folk opmærksomme,« siger han til The New York Times.

Fukashi Maeno, lektor ved Tokyo Universitets jordskælvsforskningsinstitut, har bekræftet, at det såkaldte phreatomagmatiske udbrud – en type eksplosivt udbrud, der skyldes magma, der interagerer med vand – skete omkring en kilometer fra øen Iwoto og har nu dannet en landmasse på omkring 100 meter i diameter.
Maeno fløj over øhavet i slutningen af oktober. Han rapporterede efterfølgende til det japanske nyhedsbureau Kyodo, at over 50 meter høje røg- og askefaner steg til vejrs under udbruddene, store sten susede gennem luften, og brune pimpsten flød i havet.
De japanske øer opstår og forsvinder
Ødannelsen et bevis på, at magmatisk aktivitet er vendt tilbage til området, skriver The Guardian.
Den nye ø kan vokse sig større og ændre form, hvis udbruddene fortsætter, men den kan også forsvinde under bølgerne. Øer er dannet på lignende måde i området i 1904, 1914 og 1986, men de forsvandt senere under havoverfladen.
For mens der opstår nye øer, mister Japan dem også af og til. Øen Esanbe Hanakita Kojima, som lå 500 meter fra Hokkaidos kyst, menes at være forsvundet ubemærket under bølgerne i 2018.
Ingen var klar over, at den var forsvundet, før forfatteren Hiroshi Shimizu besøgte området for at skrive en efterfølger til sin billedbog om Japans »skjulte« øer.
Tidligere i år udlagde geografer, at den japanske øgruppe, der tidligere menes at omfatte fire hovedøer og omkring 6000 små øer (for det meste ubeboede), faktisk bestod af dobbelt så mange. Ved hjælp af digital kortlægningsteknologi havde Geospatial Information Authority of Japan identificeret i alt 14.125 øer – 7.273 flere end tidligere antaget.
Der er omkring 1.350 potentielt aktive, landbaserede vulkaner rundt om i verden ifølge United States Geological Survey. Forskere har indtil videre opdaget tusindvis af flere aktive »undervandsvulkaner«, og de mener, at der formentlig lurer mange flere under bølgerne.



