Ny militæralliance kan blive alt eller intet

Danmark indgik mandag i en potentielt historisk militæralliance med seks NATO-partnere, men alt afhænger af den politiske vilje til at samarbejde fra sag til sag.

Det nye forsvarssamarbejde bygger blandt andet på fælles erfaringer og tillid landene imellem. Her er det danske tropper i aktion sammen med britiske kolleger i Irak i 2005. Foto: Henning Bagger Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON: Rammerne var sat til et historisk øjeblik. De storslåede sale med højt til de udsmykkede lofter i Lancaster House i den gamle aristokratiske del af London repræsenterer noget af det ypperste fra imperiets storhedstid, og det var her, at syv landes forsvarsministre på rad inklusive danske Peter Christensen (V) og med den britiske minister, Michael Fallon, i midten mandag satte deres underskrift på et nyt forsvarssamarbejde.

Det var passende omgivelser for at kunne rumme omfanget af de britiske ambitioner for en fælles udrykningsstyrke sammen med »ligesindede allierede«.

»Vi er meget stolte over at være nationen bag denne her rammeaftale,« erklærede Fallon som optakt til ceremonien.

»I dag skaber vi en styrke med højt beredskab, der vil have evnen til at reagere hurtigt på enhver krise når som helst, i alle omgivelser, hvor som helst i verden.«

Efter underskriftsceremonien var der kaffe og te og uddybende forklaringer til fremmødte medier ved små skilte med de enkelte landes flag. Det, kan man sige, var en lige så passende jordnær ramme for de realpolitiske begrænsninger, som deltagende lande har sikret sig i den stort udtænkte alliance.

Forsvarssamarbejdet gælder en fælles udrykningsstyrke – Joint Expeditionary Force, JEF – som briterne lancerede for nogle år siden og fik tilslutning til ved NATO-topmødet i Wales i 2014. Ud over Danmark er Norge, Holland, Estland, Letland og Litauen med i samarbejdet, der skal være fuldt udviklet i 2018. Tanken er, at landene skal tage særskilt stilling til deres bidrag fra gang til gang og også kan melde helt fra, hvis de ikke vil være med.

Fælles forståelse

Den britiske forsvarsminister understregede, at landene skal kunne bidrage til både humanitære kriser, fredsbevarende operationer og deciderede kampoperationer i missioner, der både kan udspringe fra NATO, FN og EU.

Den britiske viceforsvarschef, Stuart Peach, sagde til Berlingske, at »erfaringerne fra Irak og Afghanistan og bekæmpelsen af Ebola-sygdommen« har vist, hvor vigtigt det er med en bedre fælles forståelse mellem de allierede, som briterne skal arbejde tæt sammen med. Peach indrømmede, at det kan blive en indbygget svaghed for den fremtidige udrykningsstyrke, at man har militærøvelser med alle landene, men så måske kun har nogle lande med sig i en konkret mission:

»Helt ned i kernen vil vi nogle gange stå i den situation. Det er det ærlige svar, men overordnet set vil vi blive stærkere af få at øve sammen.«

Viceforsvarschefen vil som ansvarlig for styrken straks gå i gang med at oprette en stab, der geografisk vil blive placeret i sammenhæng med det britiske NATO-hovedkvarter uden for London.

»Vi er meget begejstrede for den idé. Det vil være et helt internationalt hovedkvarter, som vi kender det fra NATO-sammenhæng,« sagde Peach.

Den danske forsvarsattaché Martin La Cour overværede underskriftsceremonien og sagde efterfølgende, at han kender til briternes »ambitioner om 100+« personale i hovedkvarteret. Danmark vil dog kun udsende én officer, og der er ingen tidsramme for, hvornår man vil tage den beslutning op til genovervejelse.

»Men det her bygger på samarbejde. Det bygger på tillid. Det bygger på de erfaringer, som vi har sammen, og det giver os et stærkere udgangspunkt,« sagde den danske forsvarsattaché.