Den 4. december blev topchefen for UnitedHealthcare, Brian Thompson, skuddræbt foran et hotel på åben gade i New York City.
Mordet på sundhedschefen er for nogle blevet et symbol på amerikanernes udbredte vrede over USAs sundhedsforsikringer, som mange finder uretfærdige.
En meningsmåling foretaget af Emerson College Polling giver nu et opsigtsvækkende syn på, hvordan amerikanerne ser på mordet.
Meningsmålingen konkluderer, at 41 procent af de unge vælgere under 30 år anser drabet på Brian Thompson for acceptabelt i mere eller mindre grad.
Det amerikanske medie The Hill skriver, at« 24 procent af de 18 til 29-årige finder mordet »noget acceptabelt«, mens 17 procent i samme gruppe finder det »fuldkommen acceptabelt«
40 procent i denne aldersgruppe finder det uacceptabelt.
Målingen konkluderer dog også, at et flertal på tværs af alle aldersgrupper – 68 procent af alle adspurgte – mener, at handlingerne begået af personen, der skød og dræbte topchefen, er uacceptable.
Målingens resultater understreger »skiftende samfundsmæssige holdninger blandt de yngste vælgere og inden for partilinjer« lyder det fra Spencer Kimball, administrerende direktør for Emerson College Polling.
Cirka 22 procent af de demokratiske vælgere finder mordet acceptabelt, mens 12 procent af de republikanske vælgere gør. Det indikerer altså, at heltedyrkelsen af den formodede gerningsmand Luigi Mangione er størst på venstrefløjen.

Hyldes som en helt
Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan dele af internettet er faldet i svime over den formodede morder med de mørke krøller.
Topchefens død har affødt stribevis af skadefro reaktioner fra amerikanere.
USA-analytiker Mads Dalgaard Madsen har kaldt reaktionerne på drabet for »en kamp mellem den lille mand og den store forsikringsindustri«.
På gerningsstedet blev der fundet patronhylstre, hvor der var indskrevet ordene: »Benægt«, »forsink« og »afsæt« – ordene er en reference til en bog med en lignende titel, der kritiserer forsikringsindustriens metoder.
På internettet kan man nu købe merchandise, hvor ordene bliver gengivet.

Mordet på Brian Thompson har fået en enormt stor international opmærksomhed og mediebevågenhed.
Og efter drabet gik en jagt efter den mistænkte hurtigt i gang.
Den 26-årige Luigi Mangione blev anholdt 9. december i delstaten Pennsylvania, efter at han blev spottet på en McDonald's.
Han blev herefter sigtet for at have skudt Brian Thompson, og tirsdag i denne uge blev der rejst tiltale i sagen mod Luigi Mangione for i alt 11 forhold, herunder mordet.
Tiltalen anser drabet som en terrorhandling, som ifølge anklageren havde til hensigt at »påvirke en regeringsenheds politik gennem intimidering eller tvang«.
Torsdag skal Luigi Mangione møde i retten i Pennsylvania angående våbenanklagerne. Ved en efterfølgende proces kommer drabssigtelsen.




