Ny bogtour fra Clinton sætter atter gang i præsidentrygter

En ny erindringsbog fra Hillary Clinton får igen rygterne til at svire om, at den tidligere førstedame er klar til at kaste sig ind i kampen om at afløse Obama som USAs præsident om to år.

Foto: JONATHAN ERNST
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

USA: Hillary Clinton, tidligere førstedame og udenrigsminister, kan efterhånden ikke foretage sig meget, uden at det straks bliver tolket som et tegn på, at hun stiller op til det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Og det kan hun heller ikke denne gang.

For på tirsdag tager Clinton hul på en større USA-tour for at promovere sin nye bog, »Hard Choices«, der udkommer i næste uge.

Og dermed følger Clinton i fodsporene på en række andre amerikanske toppolitikere, herunder den nuværende præsident, Barack Obama, og den republikanske Mitt Romney, som også udgav bøger, kort inden de kastede sig ind i kampen om pladsen i Det Hvide Hus.

Salgsturen, som flere amerikanske kommentatorer ifølge nyhedsbureauet Reuters ser som en optakt til en præsidentkampagne i 2016, bringer Clinton vidt omkring i USA.

Hun gør blandt andet holdt i New York, Chicago, Washington D.C., Los Angeles, Denver, San Diego, San Francisco og Austin, Texas.

Udgivelsen kommer i det, der bliver betegnet som begyndelsen på sæsonen for »kampagnebøger«.

»Hard Choices« udkommer således to måneder efter bøger fra to andre politikere, der ligeledes bliver sat i forbindelse med en mulig præsidentvalgkamp, nemlig demokraten Elizabeth Warren og republikanske Rick Santorum.

Ifølge Reuters er der også bøger på vej fra andre mulige kandidater.

Det drejer sig som demokraten Andrew Cuomo, der inden længe sender en bog på gaden, og republikanerne Ted Cruz og Mike Huckabee, der har underskrevet bogaftaler for udgivelser, der begge skal i handlen inden 2016.

Også i løbet af den forgange uge blev der sat gang i rygterne om Hillarys mulige kamp om præsidentembedet.

Hun holdt således torsdag et hemmeligt møde med Barack Obama, som ikke fremgik af nogle officielle kalendere, skrev Washington Post.

Embedsmænd i Det Hvide Hus erkendte efterfølgende, at de to partifæller havde mødtes, men først efter at bladet People Magazine skrev om det på Twitter.

Hillary Clinton trådte frivilligt tilbage fra posten som udenrigsminister i Obamas regering sidste år og har ikke givet nogen klar indikation om, at hun nu vil gå efter at afløse ham, når hans anden valgperiode udløber.

Der er dog allerede indsamlinger i gang til hendes eventuelle forestående valgkamp.