En ny stor statue af den britiske gadekunstner Banksy er dukket op i det centrale London i Storbritannien.

Det skriver BBC.

I et opslag på det sociale medie Instagram har Banksy ligeledes selv delt en video af statuen, der bærer kunstnerens signatur og som er placeret på Waterloo Place, der er et historisk område i hovedstaden.

Statuen forestiller en person i jakkesæt, der marcherer fremad og næsten ud over kanten af den afsats, som figuren står på, mens hovedet er viklet ind i et flag, og figurens udsyn derfor er blokeret.

Banksy, hvis identitet ikke er kendt offentligt, er især kendt for graffitimalerier på mure og bygninger rundt om i verden, der til tider har politiske og ironiske budskaber.

Han står også bag værket "Girl with balloon", som i 2024 blev stjålet fra et galleri i London.

"Girl with balloon" er en del af en serie, som også er blevet fundet på Israels grænse til Vestbredden i 2005. Værket forestiller en lille pige, der rækker ud efter en rød, hjerteformet ballon.

Man mener, at Banksy har været aktiv siden 1990'erne, og at han begyndte som graffitimaler i den engelske by Bristol.

Flere medier har gennem tiden forsøgt at finde frem til Banksys identitet.

Senest i marts bragte Reuters en stor historie, hvori mediet mente at have fundet ud af, hvem Banksy er.

Ifølge Reuters er der tale om en brite, der hedder Robin Gunningham - samme navn som et britisk medie allerede i 2008 pegede på som værende Banksys rigtige identitet.

Nyhedsbureauet mener dog, at Gunningham siden har skiftet navn til David Jones.

Kunstneren har solgt tidligere værker for flercifrede millioner kroner siden 2000'erne.

/ritzau/