Nvidia og topchef sagsøges af aktionærer for vildledning
Nvidia-direktør Jensen Huang har erkendt utroskab. Nvidia undersøger om kvinde fungerede som spion for Kina.

Nvidia-direktør Jensen Huang har erkendt utroskab. Nvidia undersøger om kvinde fungerede som spion for Kina.

Den amerikanske chipproducent Nvidia og selskabets administrerende direktør, Jensen Huang, er blevet sagsøgt i et gruppesøgsmål for at have vildledt selskabets aktionærer.
Det fremgår af en stævning, der mandag er blevet indleveret til en domstol i byen San Jose i den amerikanske delstat Californien.
Stævningen kommer, efter at Jensen Huang søndag erkendte, at han har været sin hustru utro.
Samme dag meddelte Nvidia, at selskabet havde indledt en undersøgelse af, om en kvinde, som Jensen Huang angiveligt havde haft et forhold til, fungerede som en spion for Kina.
Amerikanske medier har identificeret den pågældende som den kinesiske forretningskvinde Alice Huang.
Allerede i oktober berettede mediet The New York Times om forholdet og påpegede, at amerikanske myndigheder havde konkluderet, at Alice Huang var agent for en kinesisk efterretningstjeneste.
Ifølge stævningen har Nvidia og Jensen Huang i en periode undladt at oplyse om sagen, der rejste spørgsmål om national sikkerhed, som kunne skade Nvidias omdømme og forretningsmuligheder.
Nvidia-aktien lukkede mandag med et fald på 4,3 procent, hvilket reducerede Nvidias markedsværdi med omkring 190 milliarder dollar. Det svarer til 1745 milliarder kroner.
Søgsmålet blev indleveret fem minutter efter lukningen af det amerikanske aktiemarked.
Det er almindeligt, at aktionærer sagsøger virksomheder efter uventede kursfald.
De utilfredse Nvidia-aktionærer, der har Mark Kistenmacher som frontfigur, kræver en endnu ikke fastsat erstatning fra Nvidia og Jensen Huang.
Nvidia har ikke umiddelbart kommenteret søgsmålet.
63-årige Jensen Huang var i 1993 med til at grundlægge Nvidia og har stået i spidsen for virksomheden, der har udviklet sig til verdens mest værdifulde chipproducent.
USA's præsident, Donald Trump, blev mandag på et pressemøde i Det Hvide Hus spurgt til sagen.
Her afslørede Trump, at han havde talt med Jensen Huang og tilføjede, at det amerikanske forbundspoliti, FBI, er i gang med en efterforskning.
- Jeg spurgte ham: "Havde du nogen idé om, at hun var spion?"
- Han svarede: "Jeg havde ingen idé om, at hun var spion", og jeg tror virkelig på ham, sagde Trump.
RITZAU/Reuters