Nu vil Tyskland have adgang til asylansøgernes mobiler

Hvis der er tvivl om en asylansøgers nationalitet, skal myndighederne have lov til at tilgå privat data fra ansøgerens mobiltelefon og computer.

Her skal den tyske kansler vidne i sagen om NSAs aflytning af hendes telefon. Nu vil den tyske regering have ret til at tilgå asylansøgeres private telefoner og computere. EPA/CLEMENS BILAN   Fold sammen
Læs mere
Foto: CLEMENS BILAN

Nu skal Tyskland kunne tilgå asylansøgernes mobiltelefoner. Regeringen har udarbejdet en lov, der skal give myndighederne ret til at få adgang til asylansøgeres private computer- og mobildata, hvis der er tvivl om ansøgererens nationalitet. Det skriver Reuters.

Ifølge et udkast til loven, som Reuters har fået adgang til, skal Forbundskontoret for Migration og Flygtninge have lov til at skanne asylansøgeres mobiltelefoner, tablets og bærbare computere.

Det tyske indenrigsministerium anslår, at hver anden af de 280.000 asylansøgninger i 2016 skulle have været undersøgt nærmere - heriblandt en undersøgelse af telefondata. Men det skete ikke, fordi det ikke var lovligt. I stedet har myndighederne benyttet sig af sprogeksperter for at afgøre asylansøgernes nationalitet.

»Vi er nødt til at fastslå ansøgernes identitet. For at fjerne enhver tvivl om en persons oprindelse, skal vi bruge enhver tilgængelig information,« siger Volker Bouffier, en af kansler Angela Merkels konservative allierede.

I sidste uge skrev Berlingske, at Merkel har foretaget en asylpolitisk kovending. Den nye foranstaltning er en i en række af regeringens forsøg på at bremse indvandringen til Tyskland.

Mere end en million migranter er kommet til Tyskland inden for de sidste 18 måneder. Pt. er der 213.000 asylansøgere i landet, hvis ansøgninger er blevet afvist, men som er blevet tilladt at blive midlertidligt i Tyskland.