Nu starter flyjagten i verdens mest isolerede hav

I de kommende dage bliver det formentlig afgjort, om to »skygger« af genstande i den sydlige del af Det Indiske Ocean er vragrester fra Flight MH370. Men farvandet er berygtet for sin omfangsrige »grød« af plastikaffald.

Den intense søgning efter det forsvundne fly fra Malaysia Airlines involverer over 20 lande, flere satellitter og snesevis af skibe og fly, der har gennemsejlet og overfløjet arealer på flere millioner kvadratkilometer. Fold sammen
Læs mere
Foto: HAMISH PATERSON
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

12 dage efter at det malaysiske rutefly MH370 forsvandt fra radarskærme og flykontrol, åbnede der sig torsdag et spinkelt spor i den stadigt mere dunkle sag, der optager den ganske verden

Australske myndigheder oplyste, at man på baggrund af analyser af fire dage gamle satellitbilleder havde opdaget noget, der ligner to store genstande i den sydlige del af Det Indiske Ocean knap 2.500 km sydvest for den vestaustralske storby Perth.

Det ene af de mulige objekter, der træder frem som små skygger på optagelserne, er ifølge analyser ca. 24 meter langt, mens det andet er ca. fem meter.

Opdagelsen bliver af såvel australske som malaysiske myndigheder betegnet som den mest »lovende« i den ekstremt intense eftersøgning, der involverer over 20 lande, flere satellitter og snesevis af skibe og fly, der har gennemsejlet og overfløjet arealer på flere millioner kvadratkilometer.

Før solen gik ned torsdag, havde fire militærfly overfløjet farvandet omkring genstandenes position på satellitbillederne, men uden at opdage noget. Sigtbarheden i området var ringe med regn og tæt skydække, men man nedkastede bøjer i farvandet for at kunne identificere de fremherskende strømforhold .

Hvis de to mulige genstande stadig holder sig flydende, er de formentlig flydt mange kilometer væk fra deres position på satellitoptagelserne.

Det 230 meter lange norske handelsskib »The Höegh St. Petersburg« ankom torsdag som det første skib til området og vil deltage i eftersøgningen af de mulige flyvragrester efter lysets frembrud fredag. Det var på vej til Melbourne i Australien fra Sydafrika.

Boeing 777-flyet fra Malaysia Airlines forsvandt med sine 239 ombordværende forrige lørdag bare en time starten i Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, på ruten mod Kinas hovedstad, Beijing.

Flyets transponder, der sender signaler til flykontrollen, blev efter alt at dømme bevidst slukket, hvorefter flyet tog et skarpt drej mod vest ud mod øgruppen Andamanerne vest for den sydligste del af Thailand.

Det er stadig en gåde, hvor flyet efterfølgende fløj hen. Men ifølge sporadiske data fra satellitter har ruteflyet efter alt at dømme fulgt en rute gennem en af to såkaldte korridorer – enten en nordvestlig op mod Kazakhstan og Turkmenistan eller en sydlig ned mod den sydlige del af Det Indiske Ocean.

De to foreløbig uidentificerede objekters position svarer nogenlunde til den sydligste ende af den sydlige korridor og kan altså indikere, at flyet er løbet tør for brændstof over farvandet og derefter er styrtet ned. Området ligger ca. 6.000 km syd for flyets sidst kendte officielle position.

Farvandet betegnes imidlertid som et af verdens mest isolerede områder, hvis ikke det mest isolerede overhovedet, og bliver stort set kun gennemsejlet af enkelte fisketrawlere på langfart.

Der er heller ingen øer i netop det havområde, og de få, der i øvrigt er inden for en radius af ca. 1.000 km – herunder de franske øer Ile Amsterdam og Ile Saint-Paul – er enten ubeboede eller kun sporadisk befolket af forskere, især biologer.

Flere medier, herunder CNN, har imidlertid indikeret, at de to mulige vragrester fra flyet blot kan være »almindeligt« affald, der er trukket til området af de fremherskende strømforhold.

Den sydlige del af Det Indiske Ocean er berygtet for en meget stor koncentration af fintkværnet plastik- og gummiaffald, der har samlet sig til en slags suppe eller »affalds-ø« af betragteligt omfang. The Indian Ocean Garbage Patch kalder forskere den for dyrelivet stærkt problematiske grød, der først blev opdaget i 2010.

Tidligere har man opdaget tilsvarende plastikøer i både Stillehavet og Atlanterhavet.

Det menneskelige affald bliver trukket til området mellem Australien og Sydafrika af en såkaldt gyre – en vinddrevet, nærmest cirkulær strømhvirvel i oceanet, der koncentrerer affaldet i et bestemt område.

Men skulle genstandene – eller de mulige genstande – rent faktisk vise sig at være vragrester fra flyet, eksempelvis en vinge og en halestump, forestår en yderst vanskelig og dyr bjærgningsaktion, der kan komme til at strække sig over måneder eller år. Tilmed i et fjernt og stormomsust havområde, hvor vinteren vil sætte ind om bare et par måneder.

Da det franske passagerfly Air France Flight 447 styrtede ned i Atlanterhavet i 2009, tog det to år, før man ved hjælp af en specialbygget ubåd havde bjærget flyets dataoptagere, der lagrer vital information om flyvningen og beslutninger i cockpittet.

Tjek grafikken om de mystiske objekter herunder: