Melania Trump er tilbage i Det Hvide Hus. Med sig har hun en dagsorden om ofre for hævnporno og de såkaldte pornografiske deepfakes.
I en tid hvor teknologien udvikler sig, og ai er kommet på banen, er mulighederne for at udstille andre mennesker i en intim situation også blevet udvidet. Ifølge USAs førstedame skal disse muligheder nu indskrænkes.
Melania Trump har allerede afholdt en politisk rundbordssamtale med personer, der har eller har haft det inde på livet, om lovforslaget »Take It Down Act«.
Lovforslaget er fremsat af præsident Donald Trumps partifælle Ted Cruz i samarbejde med den demokratiske senator Amy Klobuchar. Således er forslaget et tværpolitisk samarbejde.
Et af ofrene, placeret ved siden af førstedamen, valgte at dele sin egen oplevelse.
»Den 2. oktober 2023 vågnede jeg op til beskeder fra en ven, som fortalte mig, at der florerede billeder af mig på de sociale medier. Billedet fremstod som et gammelt Instagram-opslag med en nøgen krop og mit ansigt, som var lavet med ai. Frygt, chok og væmmelse var nogle af mange følelser, som ramte mig,« siger Elliston Berry.
Forslaget er allerede gået enstemmigt igennem senatet. Nu er det kun Kongressen, som skal stemme om forslaget.
»Take It Down Act« indeholder fire punkter. Et af dem handler om publicering af såkaldt NCII (Non-Consensual Intimate Imagery) eller trusler om at publicere NCII, som er en kriminel handling. NCII er på dansk offentliggørelse af intime billeder uden samtykke. Derudover skal virksomheder fjerne sådanne billeder, når kontaktet af ofre herom.
Det fremgår også af lovforslaget, at der er ulighed i, hvordan de forskellige stater klassificerer denne type af kriminalitet, og den dertilhørende straf. Ligeså hævdes det, at der også er forskel på den strafferetlige forfølgelse. Lovforslaget har til formål at afhjælpe dette.
Melania Trump brugte også anledningen til at kritisere politikere fra Det Demokratiske Parti for ikke at deltage i samtalen om lovforslaget.
»Jeg må indrømme, at jeg havde forventet at se flere demokratiske ledere sammen med os i dag til at adressere dette seriøse problem. Som voksne bør vi være i stand til at prioritere USAs børn frem for partipolitik,« siger hun.


